Af Dorit Glintborg
At hjælpsomhed ikke altid belønnes, må en kvinde i Hurup sande efter at hun lørdag fik stjålet sin pung.
Den observante kvinde fik dog et glimrende signalement af tyven.
Politikommissær Jørgen Jensen oplyser til Her På Øen, at en 89-årig kvinde lørdag eftermiddag blev kontaktet af en mand i anlægget ved Lindeallé i Hurup.
Manden havde en papirreklame fra Aldi i hånden, som han pegede på, samtidig med at han talte på et udenlandsk sprog.
Den 89-årige kvinde gik ud fra, at manden ønskede hjælp til at finde vej til Aldi, så hun gjorde, hvad hun kunne for at vise ham vejen dertil.
Efterfølgende opdagede hun, at pungen i hendes taske var pist væk.
Det er dog et grundigt signalement, kvinden har kunnet give politiet.
Tricktyven var omkring 40 år, kraftig af bygning, brun i huden og sorthåret, og mellem 160 og 170 cm høj.
Han havde et ar på den ene kind, og var iført en sort t-shirt og sorte bukser, og han talte et udenlandsk sprog.
Kvinden havde et dankort og nogle få hundrede kroner i sin pung, og politiet leder nu efter tricktyven, der havde held til at stjæle pungen op af den 89-årige kvindes taske, mens hun forsøgte at hjælpe ham.
Pressefoto: Rigspolitiet







































