Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Der er godt nyt fra Ørding Købmandsgaard ApS, som efter to år med underskud, nu kan fremvise et halvårsregnskab med økonomisk balance i butikken.

Det var med stor glæde, at bestyrelsesformand Johannes Jørgensen forleden aften kunne fremvise de positive tal for første halvår af 2026 til de over 80 fremmødte deltagere.

Der er sket en betydelig stigning i omsætningen i Ørding, og butikken har haft færre omkostninger.

Derudover har bestyrelsen taget nye initiativer, og de handlende i lokalområdet har bakket op om deres borgerejede Ørding Købmandsgaard med frivillig hjælp – og med fyldte indkøbsvogne.

I butikken er der blevet monteret et omsætningsbarometer, der skal være et redskab til at synliggøre butikkens omsætning. Ved hver måneds begyndelse bliver der sat en markering for den ønskede omsætning for den kommende måned. Hver mandag markeres månedsomsætningen frem til dags dato. På den måde kan alle kunderne – med spænding – følge udviklingen.

  • Endnu engang viser det sig, at ved landsby-fællesskab, fælles hjælp, frivillighed, sammenhold, ihærdige ildsjæle indsats og altid smilende, hjælpsomt og imødekommende personale bliver det umulige muligt – at drive en Min Købmand i en mindre landsby, lyder det til Her På Øen fra Ljørslev-Ørding Beboerforening.

Formanden gjorde udtrykkelig opmærksom på, at man i Ørding også fremover skal have ærmerne smøget op – ja, helt op over albuen – for at Ørding Købmandsgaard kan fortsætte driften med balance i økonomien.

Mottoet i Ørding er: VI TROR PÅ DET.

 

Det flotte halvårsregnskab blev forleden med kagemand og kaffe foran butikken.

 

På privatbilledet her ses købmand Charlotte Pipper og bestyrelsesformand Johannes Jørgensen.