Hvor mange har mon brugt lørdagen på at få gjort rent til jul?
Julerengøring har alle tider været, og i dagens julefortælling fra Susanne Overgaard.
Fortællingen er en af de 24 fra bogen, der udkom i 2011:
Rengøring
Mange kender nok følelsen af, at der bør være nogenlunde rent og ryddet i hjem og på arbejdsplads, inden vi rigtig kan holde Jul med god samvittighed. Sager og mellemværender skal også helst afsluttes ordentligt. Hilsener sendes til mennesker, vi ikke lige har haft tid til at tage os af. Travlheden gælder til dels ønsket om, at man i Juledagene rigtigt kan holde fri og lade hverdagens arbejde hvile. At man har gjort rent bord, at man har forråd og uden for stort arbejde kan byde gæster på noget godt. Men rengøringen og oprydningen forud for den store højtid har dybere og meget gamle rødder.
Mange morsingboere, der har berettet om juleforberedelserne, nævner rengøring og oprydning. P. Kr. Bjerregaard, Sindbjerg, fortalte: ”Lillejuledagsmorgen pudsede Husfaderen og en af Karlene Kakkelovnene. Dagen blev anvendt til at gøre rent alle vegne og til at lægge alt til rette, så det kunne blive saa nemt som muligt i de første Helligdage.” Der skulle gøres rent både ude og inde, ikke blot i stuehuset, men i gården, i staldene og laden. For de voksne gjaldt det om at blive færdig med de påbegyndte arbejder; karlen med at tærske, så han kunne få af loen inden Helligdagene, og kvinderne med kartning og spinding, så rokken og tohækken kunne blive sat til side; thi i Julen måtte ingenting gå rundt”. En lang række fortællere angiver, at der ikke må spindes og tærskes i juledagene. Heller ikke andet trældomsarbejde må foretages. Fra V. Jølby blev berettet, at man ikke måtte hænge tøj ud, så ville man blive forfulgt af sladder og bagtalelse.
Endnu værre var det, hvis man lod plov eller harve stå ude julenat. Så kom nemlig Jerusalems skomager og satte sig på den, fortalte bl.a. Kr. Søndergaard. Skomageren var Ahasverus, der ifølge sagnet ville jage Jesus bort, da han bærende på korset til Golgata søgte at hvile sig foran skomagerens hus. ”Jeg vil stå her og hvile, men du skal gå til den yderste dag”, sagde Jesus, og skomageren blev til den evigt vandrende jøde. Forbandelsen følger alt hvad han sætter sig på for at hvile. Hvor et sådant redskab bruges vil der kun vokse ukrudt på marken. Som gårdene blev rengjort og ryddet, blev byernes værksteder og i dag kontorerne, ryddet inden man går til juleferie.
Tidligere havde også almindeligt troldtøj travlt. Der blev derfor skrevet kors alle vegne, lagt stål over og under døre, og som i Skallerup slået søm i dørkarmene, så troldene holdt sig ude.
Julen er årets vigtigste, mest betydningsfulde tid. Her går vi fra mørke til lys, fra gammelt år til nyt år, og det har den været fra oldtiden. Sådanne overgange fra en fase til en anden, både i det enkelte menneskes eller den enkelte families liv og for samfundet, er farefuld færd. Så meget kan gå galt, man ved ikke hvad man går ind til, og hvad der kommer. Man må tage sine forholdsregler, og det er godt at have nogle retningslinier og ritualer at sikre sig med, så man gør alting rigtigt. Hertil kommer at det efter gammel katolsk kirkeret var en synd at arbejde udover det allermest nødvendige på juledage. Og arbejdsforbuddet var i sin tid blevet kontrolleret, hvor rokke og andre redskaber fandtes blev de slået i stykker. Det forbud har sat sig dybt i den kollektive hukommelse, om end forbuddet efterhånden er blevet forklaret på andre måder, med en advarselsovertro, hvor overtrædelse vil medføre uheld. Så for en sikkerheds skyld…
