Fra 24 julefortællinger fra Mors: Juleknas

Det er mandag og december er mørk. Hvem kunne ikke trænge til lidt juleknas på sådan en dag? Det sørger Susanne Overgaard for i dette afsnit fra bogen 24 julefortællinger fra Mors:

Juleknas

”Angaaende Tilberedning af Konfekt i Hjemmet kan der siges baade for og imod. Men Julen kræver en hel Del og navnlig, hvor der er Børn i Huset, kan det i høj Grad betale sig selv at lave sin Konfekt, ja det kan ligefrem tilraades, da den Konfekt, man selv tilbereder, er betydelig bedre end den færdigkøbte, hvis man ikke har Raad til at købe Luksusvarer”, skrev frk. Jensen i sin kogebog anno 1930. Søde sager var længe forbeholdt de mest velstillede. Fra middelalderen kunne de købe finere sukkersager, fyldte chokolader, marcipan, syltetøj og kandiseret frugt. Det blev fremstillet og solgt af apotekerne, der fra 1500-tallet fik konkurrence af marcipanmagere og sukkerbagere, forløbere for konditorerne. Kun de største byer havde sådanne erhverv præsenteret. I Nykøbing kom de første konditorer til efter midten af 1800-tallet. I 1875 overtog L. Jepsen sin fars bageri i Algade 6, og han var i høj grad konditor og havde også cafe og ismageri. Konditorerne lavede marcipanen selv fra grunden: Mandlerne blev stødt i en stor morter, blandet med flormelis og sukkervand eller rom. Marcipanen blev brugt til kager og til konfekt med tørret eller kandiseret frugt, chokolade og nougat samt til figurer, frugter, grøntsager, klovne, og naturligvis grisen, der blev mandelgave nr. 1.

Frk. Jensen angav opskrifter på marcipan. men fremførte også, hvor meget lettere det er at købe: God færdiglavet masse var ikke nævneværdig dyrere end den hjemmelavede. Massefremstilling af marcipan var begyndt i Odense 1909. Jepsens søn var også konditor. Hans niece, Karen Gomard, fortalte senere: ”Til jul lavede morbror Jørgen altid en meget flot marcipanudstilling i den ene ende af forretningen modsat chokoladehylderne. Han brugte altid kun de bedste varer. Det hændte, når morbror Jørgen lavede marcipan til Jul, at han kaldte på mig, når jeg legede i gården. Så fik jeg en stor klump marcipan og lavede forskellige figurer af det.”

De fleste børn måtte nøjes med at få godter juleaften, måske som julegave, når træet skulle plyndres, hvis de overhovedet fik sukkergodt. Et fænomen, der også fandtes resten af året, var ”Kabalje”, vistnok en Nykøbing-betegnelse: Sukker og smør smeltet til hård karamel eller nougat. Var man velstillet kunne tilsættes mandler og måske fløde. Den blanding kalder frk. Jensen også bolsjer. Mandler blev også ”brændt” i sukker.

Kogemester Kjeldgaard (født 1852) fortalte fra sin barn- og ungdom på Sydmors: ”Børnenes Juleknas var i de Tider en Haandfuld ”Utnødder”, det vil sige runde Klumper af den Masse, der dannedes af de første Draaber, der kom ved Ølbrygningen.” Der er tale om det tykke skum, der kom af karret, hvor rughalm og malt havde trukket i kogende vand nogle timer. Væsken blev først herefter tilsat gær.

Bolsjer, bonbons, drops, brystsukker – kært barn har mange navne, og hovedindholdet er sukker. Ligesom marcipan har fremstillingen været kendt siden middelalderen, men først efter midten af 1800-tallet blev oprettet egentlige sukkervarefabrikker i de større byer.

På Mors blev bolsjer importeret af købmænd og detailhandlere. I Morsø Avis første årgang 1855, annoncerede H. A. Fabricius i december med Julelækkerier og anbefalede til Juletræer: ”Et stort Udvalg af Sukker-Figurer”.

Heldige børn i land og by har måske fået lov at smage – og har ellers drømt sig til det Slaraffenland, som vi kender i dag: Marcipan, flæsk, romkugler, fyldte chokolader, lakridskonfekt….