I dag beretter Susanne Overgaard om den lokale historie bag julegaver og gratialer:
Julegaver og gratialer
Den store julegavetradition med gaver, indpakket til overraskelse for modtageren og udvekslet på kryds og tværs generationerne i mellem, er en ret ny tradition, der har bredt sig med juletræets indtog i hjemmene. Børnene blev godt nok betænkt allerede i middelalderen, hvor der var noget at gøre godt med, f.eks. fik de en del af dejen ved julebagningen, sukkergodt, frugt og nødder. Ellers var gaver, som vi kender dem, og i den mængde, ikke at øjne før i nyeste tid, fra 1960´erne og frem.
Gaver i form af gratialer er en anden sag. Den der havde fod under eget bord – eller mere end det – gav til de, der ikke havde. Selvom den slags julegaver kan betragtes som en del af lønnen var det dog lidt derudover. De havde form af madvarer. I Jørsby og flere andre sogne var det skik, at alle tjenestefolkene hver juleaften fik et 16-punds rugbrød. Havde de ikke selv brug for det, forærede de brødet til dem af deres slægt eller venner, de syntes trængte hårdest til det, fortalte Søren Ditlevsen i 1915. Stafensmorgen skulle alle de folk, der havde været i en gård i høst derhen og have deres Stafensdavre, som bestod af varmt øl og fint smørrebrød. Så spillede de kort og fik deres frokost og steg og gode sager og noget med hjem. Kvindfolkene fik en kage og et stykke flæsk, berettes det fra Bjergby.
Madvarerne blev givet til alle, der havde arbejdet på gårdene i årets løb, tjenestefolk og løsarbejdere. I landsbyerne og større byer gjaldt det samme personer med særligt offentlig embede: smed, klokker, jordemor, præst og degn. I Nykøbing gik vægterne fra dør til dør efter slagtningen og fik tællelys foræret. De blev trukket på snor, og vægterne kunne så efterfølgende tjene lidt ved at sælge lys til folk, der fik behov, fra vagtstuen på rådhuset.
Også i byen holdt skikken sig længe: Ved de større hushold fik også særlige forbindelser, som vaskekoner, lugekoner og andre medhjælpere deres julekurv. Og endnu kan købmandens bud og avisbuddet nok få en hilsen med ved juletid.
Skolebørnene gik gerne rundt med offersedlerne, som gaverne til præst og degn blev pakket ind i – blå til degnen, hvide til præsten. Når de blev afleveret vankede der nemlig julegodt i form af nødder og kager.
Anderledes alvorlig var den indsamling, der alle steder var helt almindelig i ugen op mod jul. Folk, der trængte, gik omkring og bad om lidt. De fik som regel brød. ”De tre sidste Dage før Jul skar Far nogle grove Kager og nogle Finkager i tykke Stykker, og hver, der kom fik et Stykke af hvert. Det var min største Glæde at give de små Drenge de to stykker, men også min Sorg, for jeg forstod ikke, hvordan de kunne få pæne Melmadder ud af det. Det var mest Koner og Børn og gamle Mænd, der tiggede. (Ø. Jølby, optegnet 1927)
Senere begyndte man i mange sogne at arrangere denne indsamling på ny vis. I Sundby, Karby og flere andre sogne gav de, der havde, hele brød, der blev afleveret til skolen, hvor de fattige så kunne komme og hente dem. Velgørenheden blev sat i system.
