Juledekoration af Susanne Overgaard, 2011 her viderebragt til Her På Øens læsere
I vintertiden længes man ret naturligt efter lys, levende grønt og farver, og man har længe søgt at bringe den slags ind i stuerne til at mildne den strenge årstid. Lys var også en praktisk nødvendighed før gaslamper og el kom til, det varme lys har bare en anderledes særlig hyggeeffekt. Kirken havde ikke noget mod lys, også den så Julen som en lysfest, men til gengæld forsøgte den længe at forbyde udsmykningen, udmajningen, af hjemmene med stedsegrønt, enebær og gran. Det hørte nu juletiden til og folk holdt fast i skikken, om de så bare kunne skaffe en enkelt kvist. Også i dag hører det til mange familiers juletraditioner at hente særlige stager frem, at samle grønt og bær m.m. i skoven og selv lave dekorationer.
Som børn af gartnere og blomsterhandlere vidste man, at Julen nærmede sig, når de voksne lugtede af gran og fik ekstra lange arbejdsdage. Når der i porten stod høje stabler af kasser med rensdyrlav og store mængder af halmbøjler. Når der blev hentet gran i bundter fra Legind Bjerge. Når det var mørkt om morgenen og tidligt om eftermiddagen. Denne oplevelse af juleforberedelse i gartneriet hører tiden fra 1960 og de følgende tre tiår til. Siden er gartnerierne og hovedparten af blomsterhandlerne forsvundet. Var det ikke for supermarkedernes store udbud af pynt og binderiartikler, ville vi næsten være i samme situation som for 100 år siden. Omkring 1900 kunne man købe frugt, grøntsager og blomster hos gartneren. Vinterkranse til kirkegården blev kun lavet på bestilling, rigtige juledekorationer kom til omkring 1920 og adventskransene endnu senere.
Juleblomster blev ”opfundet” først: Julebegonie, julerose og julestjerne, og som tidlige forårsbebudere, løgplanterne, hyacinter og små røde tulipaner ”Star”. Med hensyn til blomsterne begyndte juleforberedelserne meget tidligt. Omkring 1. maj fik gartneriet småplanter af julebegonia og julestjerner hjem, der i løbet af sommeren skulle vokse og give stiklinger til et større antal planter. Juleblomsterne var og er til dels stadig vanskelige at transportere og håndtere, uden at de ødelægges, også derfor lavede gartnerne dem selv lokalt. Sidst i september kom der tulipan- og hyacintløg, der blev lagt i kasser og sat i kule under en halv meter jord. I november blev de taget ind i drivhus, og da skulle der helst være 3-5 cm lange spirer på dem. Her er tale om levende vare, følsom i fht. klima m.m., og derfor i høj grad om den rette timing, hvis varen skulle være klar til julebrug.
Kransebindingen begyndte også tidligt. Efter krigen blev halmbøjlerne købt hjem, mens de tidligere blev bundet af læredrengene, der herved tjente sig en ekstra skilling. Det har både forfatter Aksel Sandemose og skipper Ejnar Brusgaard siden nævnt i deres erindringer. I oktober blev der bundet mos på kransebøjler, der senere blev pyntet med gran og kogler. I november og december blev der også lavet grankranse samt adventskranse og lysdekorationer. I dagtimerne skulle der arbejdes i drivhusene og passes butik. Binderiarbejdet blev i høj grad klaret om aftenen. Selve pyntningen blev færdiggjort i binderiet, bagbutikken. Pynten bestod af gran, lys, bånd og kogler, det var grundelementer. De blev suppleret med små dunhammere eller birkegrene evt. dyppet i gipsvælling og drysset med glimmer. Og med små figurer, klokker, nisser, ugler, huse, i træ og papir. Efter krigen kom mange nye materialer til: I en periode var papmache og plexiglas yderst moderne. Plastic fulgte. De første kalenderlys sås i 1950´erne hos gartner Nielsen i Østergade.
Julearbejdet i gartneriet sluttede sent juleaften med udbringning af hundredvis af blomster og dekorationer. Intet under, at man fik krampe i benene under middagen og behov for en blund i skæret af træets julelys.
Illustration: Her På Øen.
