Fra 24 julefortællinger fra Mors: Juledagene

De tolv juledage er overskriften for Susanne Overgaards julefortælling i dag Her På Øen.

Fortællingen er fra bogen 24 julefortællinger fra Mors, der udkom i 2011:

Jazzbal juledag 1960´erne. Op mod 1000 mennesker samlet i Håndværkerforeningen, på Ambolten, på gulvet og balkonerne. Folk i kø ved flere indgange. Levende musik. Masser af dansende. Øl og gensyn med gamle venner. Hvert år fra en gang i 1950´erne afholdt Royal Garden Club fest juledag. Stedet blev senere flyttet, til Centralhotellet, til Bankohallen, men forblev en stærk tradition, hvor alle der var rejst ud til større byer var hjemme og genså hinanden og de der stadig boede på Mors.

Bal juledag er en ret ny forteelse. Faktisk er det brud på en flere hundrede år gammel tradition. Den 25. december, denne helligste af alle juledage, stod man tidligt op og gik til kirke, i hvert fald en repræsentant for hver husstand. Her ofrede man efter prædiken til præst og degn. Resten af dagen skulle alle være hjemme, og der måtte ikke gøres noget arbejde inde eller ude. Julefred er oprindeligt et retsligt begreb. I middelalderen blev der lyst fred for Julehelgen: Så længe Julen varede, skulle alle retsstridigheder hvile og vold blev straffet hårdere end ellers. Dengang varede helgen fra 1. søndag i advent til 13. januar. Senere blev den afkortet og begyndte Juledag og sluttede til helligtrekonger. De tolv dage er den afgrænsning, der længst har været brugt. At Julen fejres allerede fra aftenen den 24. skyldes, at det nye døgn i gammel tid begyndte, når solen gik ned, ikke ved midnat – altså er Juleaften faktisk en del af Juledag.

Da jule-jazzballerne begyndte, var det stadig forbudt at holde offentlige forlystelsesarrangementer denne helligdag. Sammenkomster blandt private, i foreninger og klubber kunne ingen derimod sige noget til. Så klart fik jazz-klubben mange medlemmer og arrangementet mange deltagere, når der nu ikke ellers skete noget!

I dag holder mange familier julefrokost Juledag, hvor gæstebuddene ellers først fulgte fra og med den følgende dag: ”Resten af Julen var man enten i Byen eller ogsaa havde man Fremmede”. Da arbejdet havde hvilet Juledag var der ekstra at se til. Gødningen var ikke kastet ud, og røgterdrengene havde derfor særlig meget arbejde Anden Juledag, Skt. Stefansdag. Kunne en røgterdreng blive færdig med at muge hjemme tidligt, opdage at drengen i nabogården ikke var kommet ud af sengen, og nå at muge ud for ham, var det en stor skam for vedkommende. P. K. Bjerregaard, Sindbjerg, fortæller, hvordan dette lykkedes for en dreng – men drengen i gården opdagede det, og listede nu ud til den første drengs gård, hvor han kørte møg ind i stalden igen, så kunne der begyndes forfra. Karle og drenge drev også andre løjer, hvor de kunne, gemte f.eks. møgbør og greb.

Oven på anstrengelserne var der davre, hvor også de folk kom, der havde været medhjælpere og daglejere i årets løb, ikke mindst ved høsten. Der skulle spises ved lys, godt smørrebrød og tages hul på den bedste ost, man havde: Stafensosten. Der blev drukket varmt øl til, og siden fik folkene deres gratialer, som regel brød, med hjem.

På land og i by fortsatte nu gilderne og visitterne alle juledagene. Man må helt kontant ikke bære julen ud – d.v.s. gæsten skal have noget serveret inden han eller hun forlader det hjem, der besøges. Maden og julespisningen var overalt meget vigtig.

Nytårsaften var blot en af flere juledage, dog med ekstra spøg og skæmt. Julens tolvte og sidste dag er den 5. januar, der følges af Helligtrekongersdag, og derefter, den 7. januar, Skt. Knuds Dag. Derfor siger man: ”Skt. Knud bærer Julen ud.”