Fra 24 julefortællinger fra Mors: Julebryg

Her På Øen præsenterer her Susanne Overgaards julefortælling Julebryg fra bogen ”24 julefortællinger fra Mors” fra 2011:

Efter nadver efter kl. 9 aften ”kom den af os Børn med Længsel ventede Mjødflaske frem. Proppen taget op, og en saare alvorlig Udskænkning foretaget, det gik traditionsmæssigt til. Først drak Fader, saa Moder, derefter os efter Alder, og sidst Tjenestepigen, endnu mindes jeg den højtidelige Følelse, hvormed vi drak Mjøden, nu vidste vi til Gavns, at Julen var begyndt; endelig sang vi saa en Salme, saa gik vi i Seng.” Også Julemorgen fik hver et glas mjød i anledning af den store højtidsdag, før man gik til kirke, fortalte Chr. Worm fra barndomstiden i Karby omkring 1870.

Øl, mjød og fest hænger sammen, og har gjort det fra forhistorisk tid. Øl var så vigtig, at det direkte kom til at betyde gilde, som det ses i fæstensøl, barsel (barnsøl), gravøl og rejseøl (rejsegilde). Juleøl var lig med julegilde. I vikingetiden varede julen så længe, som der var øl i tønden, og langt ind i 1500-tallet fejrede man ikke jul, man drak jul. Både de gamle og de nye guder skålede folk for. Endnu i 1800-tallet brugte man at drikke Guds skål og dermed indlede julen.

Juleøllet er traditionelt stærk og sød – og naturligvis den bedste øl, det der først løb af tappen. Ølbrygningen var altså en meget vigtig del af juleforberedelserne, og en arbejdskrævende af slagsen. Alt blev lavet fra grunden. I en gård i Ø. Jølby blev der brygget to tønder øl til jul. Hertil blev brugt en sæk malt, så øllet var godt sødt og kraftigt. Man brugte også at søde øllet med honning og at krydre det med laurbær og allehånde eller enebær. Folk bedømte konen og pladsen efter øllets styrke og kvalitet. ”Moder bryggede selv det Øl, som vi brugte, og det gjorde de Fleste, kun Smaafolk kjøbte Øl hos Bryggeren.”, fortalte urmager Østergaard fra Nykøbing i 1850´erne. Sidst i 1800-tallet blev små bryggerier oprettet i bl.a. Vils, Karby og Erslev/Jølby. Her købte man nu sit juleøl, der dog ikke var stærkt men overgæret hvidtøl, kraftigt indbrygget og med mere sukker. Det var skattefrit, når det lå under 2 ¼ vægtprocent alkohol. Til gengæld tog ølskatten af 1891 livet af den stærke juleøl, man havde kendt så længe. I hvert fald indtil de store bryggerier tog det op igen efter 1960. I dag drikker mange stadig varmt juleøl, i form af sødt mørkt hvidtøl, til risengrøden. Andre foretrækker rød saft.

At brænde brændevin hørte tidligere med til en husmors vigtige kunnen. Anvisning på både brygning og brænding er at finde i den ældste kogebog på dansk fra 1616, men hjemmebrænderi blev forbudt og brændevinen stadig hårdere beskattet fra Christian den IVs tid. Det afholdt ikke folk fra at brænde, og det var almindelig skik at beværte med brændevin til gilder og ved besøg af alle slags, selvfølgelig også når folk kom på visit i juledagene. Vin var derimod ikke almindelig i brug. Om det var vin eller brændevin, så var selve glassene en sådan sjældenhed, at et enkelt eller nogle få gik på omgang. Kogemester Kjeldgaard fortæller om festerne sidst i 1800-tallet, at der ofte blot var to glas, et til mænd og et til kvinder.

Vindrikningen har bredt sig med lettere og billigere adgang til varen. Den særlige juleudgave, glögg, varm sødet rødvin, måske tilsat spiritus, og med mandler og rosiner, tilskrives Sverige. En glödgad dryck, en glødet afbrændt drik, handler det om, og så genfinder vi den let i det tyske Glühwein og i fransk brûlot. At søde, krydre og evt. varme sin vin er en meget gammel skik, der kendes fra oldtiden. At en del mennesker fravælger glöggen er forståeligt, for den købefærdige udgave kan være ualmindelig sød, slap og klistret. På god vin og ordentlig opskrift er den dog ikke at foragte. Den kan varieres næsten i det uendelige. En let og dejlig udgave kunne nydes på Belle Epoque, da John Kramer var vært her: Rødvin, der har trukket på vanille. At servere varme drikke er bare en god ide i den nordiske kolde vinter.