I dagens afsnit fra ”24 julefortællinger fra Mors” skriver Susanne Overgaard om gås og andet fjerkræ:
Det fortælles i bøger om Julens skik og brug, at det at have Julegås på menuen bredte sig fra byernes borgerskab til hele landet i 1800-tallet sammen med juletræ, -nisser, -gaver og risengrød. ”Juleaften bød på den traditionelle Risengrød, Gaasesteg og Æbleskiver”, erindrede ingeniør Søren Dyhr om sin barndoms jul i Nykøbing i 1840´erne. Det er måske rigtigt, at gåsestegen nu fik en særlig julestatus, men gås var ikke ualmindelig før den tid, og slet ikke på landet og på Mors. Måske nævnes den derfor ikke som noget specielt?
Provst Schade skriver 1811 i sit kapitel ”Om Fjederkræet”, at ”Gaase-Opdrætten hos Bønder ikke er stor.” Det årlige opdræt på øen var 1446. Væsentlig større end f.eks. griseopdrættet. Men, tilføjer Schade, ”dog er den udentvivl større end der anført.” Han fortæller, at de morslandske gæs som regel er større og vægtigere end de, som hidføres fra Hannæs, med fjer vejede nogle 13-14 pund. ”Bønder sælge de fleste af de Gæs, som de opføde.” Gæs var engang eksportvare ligesom stude, og de blev drevet ad Hærvejen sydpå i flokke på flere hundreder ligesom kødkvæget for at sælges – i væsentlig langsommere tempo og under væsentlig højere støjniveau. Gæssene blev solgt i til Tyskland og England, men også stykvis undervejs i større byer især i det østjyske. Mors, Thy og Salling skal være den del af landet, der i ”ældre tid” har haft det største opdræt, på Mors, Thyholm og Vester Hanherred fandtes efter sigende mellem 1/3 og ½ af landets bestand. Senere fortalte H. P. Hansen, Elsø, at der i hans barndom var en del gåseavl, og at flokkene der samledes af opkøbere kunne være på omkring 3000 gæs. Omkring 1870 var der alene på Skarregaard 3-400 gæs, der blev vogtet af to drenge.
Selvfølgelig blev gæssene også anvendt i gårdenes egen husholdning. Schade fortæller, at en gård, hvor man havde gæs, slagtede 4-6 stykker årligt. I mangel heraf slagtede man ænder, der skulle jo være til sending, d.v.s. kød der på forhånd sendtes til de gårde, der indbød til gilde. S. C. Bach fortalte fra sin barndom i Vester Assels i 1850´erne, at der hvert år foruden flere får og et svin blev slagtet 10-12 fede gæs. Kødmad har det altså ikke altid skortet på, men hovedparten har været saltet eller røget. Fjerkræ har den fordel, at det relativt let kan give fersk kød i gryden, også udenfor almindelig slagtetid.
Var det ikke gåsesteg, der kom på bordet juleaften, så kom gåsen dog på bordet resten af juledagene. Alle dele kunne bruges: Som tilmad og pålæg blev bryst og lår, saltet og tørret, skåret i tynde skiver og serveret med brød. Der kunne bages ruspandekager som Anna Mejlhede, Gullerup har berettet om, som var røræg med sukker og kanel og gåsebryst. I hendes hjem blev slagtet to gæs om året. Skrog, hals, fødder og vinger blev der kogt ærte- eller kålsuppe på – eller samme dele blev letsaltet brugt til gåsegrød, ligesom flæskegrød. Blodet til suppe. Halsen kunne fyldes med fars af svin, evt. fjerkrælever, samt byggryn, koges, saltes og i skiver bruges som pålæg eller brunes på pande. Gåsefedt er letkrydret yndet pålæg, og det er rigtig godt i hvedeboller, siger Jonna og Jens Jørgen.
Hvad der ikke kunne spises, kunne bruges til andre nyttige formål: Fjer til dyner, fjer til skrivepenne, tandstikkere og piberensere, vinger til fejeredskab, vingeben til væverens spoler, hud af gåsefødder til at lægge på hænderne i frost. Og til legetøj: Springgåsen af brystbenet, dukkemøbler af knoglerne, rangler af den tørrede strube, der blev fyldt tørrede ærter i og bøjet sammen til en ring. Måske gåsen på den vis gav julegaver.
Endnu i 1960´erne blev stegen sendt til bageren, og Juleaften kunne man se folk på vej gennem gaden til La Cour i Fjordgade – med sovsekander, skyen skulle jo også med hjem.
