Når Mors-Thy Håndbold tager hul på de kommende sæsoner, er det fortsat med Kasper Lindgren på holdkortet. Mors-Thy Håndbolds forsvarsfyrtårn har underskrevet en ny toårig aftale. Dermed har Kasper Lindgren udsigt til sin 7. og 8. ligasæson hos de blå, og han glæder sig til at fortsætte.

– Mors-Thy Håndbold er et fedt sted at være. Jeg har en stor rolle og masser af ansvar, som jeg trives med, og vi har gang i noget spændende, så jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fortsætte. Over årene har jeg fået mere og mere ansvar og deler nu også anførerrollen med Lasse – det er en af de ting, som motiverer mig, og jeg glæder mig til de kommende to år i den blå trøje, siger Kasper Lindgren i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Hos Mors-Thy Håndbold og cheftræner Niels Agesen er der glæde over, at Kasper Lindgren er på plads.

– Kasper Lindgren er anfører og udfylder en vigtig rolle der. Derudover er han omdrejningspunktet i vores forsvar, hvor han skaber ro og tryghed for sig selv og sine omgivelser, som giver et fundament, alle kan arbejde ud fra.

Pressefoto.