Biograffilmen Asfalt har allerede vundet stor international anerkendelse i både New York (bedste spillefilm & bedste mandlige hovedrolle), Barcelona (bedste mandlige hovedrolle), Berlin (bedste spillefilm), London (Emerging Filmmake Award) mf og d. 11. maj får det kompromisløse drama, om lastbilchaufføren Lasse, der indhentes af sin fortid, endelig dansk premiere.

Filmen kan ses i hele landet, men som noget særligt vil der være en forpremiere i Bio Mors den 7. maj. Her vil filmens instruktør Charlotte Madsen sammen med hovedrolleindehaver – skuespiller Michael Asmussen – møde op og fortælle lidt om filmen, inden visningen.
Charlotte Madsen er født og opvokset i Bækmarksbro og filmen er optaget på Lemvig-egnen.

Asfalt er et barskt og vedkommende drama om familieskab, frihed og fordomme baseret på instruktørens egen historie med en far, som er tidligere lastbilchauffør.

Filmen har før premieren skabt stor debat i lastbil-miljøet, hvor den – ifølge nogle – kontroversielle trailer har bidraget til forargelse blandt mange. Til det udtaler instruktøren Charlotte Madsen i en pressemeddelelse til Her På Øen: “Det er virkelig interessant hvordan en trailer på knap to minutter, taget ud af en film på halvanden time, kan understrege filmens tema – fordomme. Vi er alle sammen ganske enkelt for hurtige med de fordomsfulde reaktioner.”