Af Dorit N. Glintborg
Forårstravlhed døgnet rundt
Det er for tiden lidt hip som hap for Lars Brian Hovmøller, om det er nat eller dag. Meget af arbejdet foregår lige så vel i nattetimerne som i dagtimerne, og det samme gælder for hans fem ansatte.
På Morsø Maskinstation, der ligger på Ørndrup Mark, er forårstravlheden for alvor sat ind, og lige nu er det gylleudlægning, det gælder.
Og gylle køres lige så tit om natten, som om dagen.
- Det kludrer lidt rundt i døgnrytmen, forklarer indehaveren af den lokale maskinstation, mens han serverer kaffe for Her På Øen ved det hyggelige køkkenbord.
Den ændrede døgnrytme er nu ikke noget, han klager over. Han betegner selv dét at arbejde ved og med landbruget som en livsstil, og i det hele taget tager Lars Brian Hovmøller de fleste ting i tilværelsen med et smil.
I køkkenet følger den halvandet år gamle Bjørn alle bevægelser fra sit menneske, og en hund er en nødvendighed i Lars Brian Hovmøllers hjem.
Lige så nødvendig som visheden om, at familien har det godt, og her glæder Lars Brian Hovmøller sig til, i august at kunne kalde sig morfar.
Datteren Louise er nemlig i lykkelige omstændigheder.
I det daglige er det manden og hans hund, der sammen med en håndfuld ansatte får det hele til at køre rundt på maskinstationen, både ude og inde.
Lars Brian Hovmøller er stolt af sine folk, og roser dem gerne.
På kontoret har han en gang om ugen hjælp af Tina Haugstrup Søndergaard, der er bogholder for Morsø Maskinstation.
I marken og i den store maskinhal er det Tomas Søndergaard Haugstrup, Kristoffer Lund Knudsen og Kristian Lund Knudsen, der er på lønningslisten. De har alle tre været på Morsø Maskinstation et sted mellem 10 og 20 år, som Lars Brian Hovmøller udtrykker det, og de er faglærte landmænd.
Derudover er der Søren Justesen, der netop har færdiggjort sin uddannelse til jordbrugs-maskinfører på Morsø Maskinstation, og den nye elev, Jacob Overgaard.
Søren Justesen rejser snart til Slovakiet på høstkaravane, og det passer lige med, at Jacob Overgaard til den tid er færdig på skolebænken, og kan overtage hans opgaver på Ørndrup Mark.
Den kvikke læser vil have bemærket en navnelighed i efternavnene på bogholderen og den ene af de tre faglærte landmænd.
Her fortæller Lars Brian Hovmøller, at de to faktisk er fundet sammen på Morsø Maskinstation.
- Jeg kan godt være lidt af en Kirsten Giftekniv på andres vegne, griner den lune maskinstationsejer.
Nürnbergsnitter til gyllesæsonen
Uden mad og drikke duer helten ikke.
Det gælder i sandhed også, når man for eksempel kører gylle hele natten.
På dette tidspunkt i samtalen rejser Lars Brian Hovmøller sig fra køkkenbordet for at hente nye forsyninger til kaffen.
På bordet bliver der sat lækre nürnbergsnitter med ordene:
- Jeg har altid nürnbergsnitter i huset i gyllesæsonen.
Det er fint nok med de mange ekspert-råd om sund kost, og Lars Brian Hovmøller sørger da også for både fuldkornsrugbrød og agurk til sig selv og sine folk. Men han mener nu nok, at nødvendigheden af at stille den søde tand tilfreds bliver overset.
- I højsæsonen har vi brug for ligeså meget energi som en Tour de France-rytter, og der skal altså noget til for at holde den gående, fastslår han.
Dygtige folk på Morsø Maskinstation
Tilbage til det med rosen af sine folk.
Kristoffer Lund Knudsen er ifølge sin chef Nordvestjyllands dygtigste til at lave ensilagestakke, når han komprimerer ensilagen med sin Volvo gummiged.
- Kristoffer har kørt geden i 10 år, fortæller Lars Brian Hovmøller.
Se billedet nedenfor:
Kristian Lund Knudsen har betjent græssnitteren i 12 år, og har derfor meget stor erfaring.
Se billedet herunder:
Søren Justesen ses herunder rive græs sammen.
Lige nu og her er det altså gylleudkørsel, der er i højsædet hos Morsø Maskinstation.
Her kan Lars Brian Hovmøller tilføje, at man i år kører med en ny majsgødning, der er bedre tilpasset klimamålene.
Den nye gødning testes på en mark hos Niels Holger Nordendahl.
Majs bliver sået lige nu, og giver også travlhed, og på dagen for Her På Øens besøg på Morsø Maskinstation blev den første græsensilage lavet.
Folkene begyndte med andre ord at ensilere græs mandag den 15. maj.
I den 1500 kvadratmeter store maskinhal sælger Lars Brian Hovmøller ud af overskudsmateriel. Maskinerne sælges til Polen, Djursland og Holland, for der er ingen grund til at have maskiner stående, der ikke er i brug.
Det er ikke en billig affære at anskaffe sig nye maskiner, der hele tiden er nødvendige på en maskinstation.
Ligeledes 15. maj modtog Lars Brian Hovmøller besked om, at en splinterny skårlægger er kommet hjem til J. Hundahl i Thisted, så den skal afhentes én af de nærmeste dage. Maskinen, der ses på et billede hernedenfor, er med maskinstationsejerens ord ”krafthelvedes stor”, og den er ikke billig.
Men det er nødvendigt at være med på den bedste materiel.
Den gamle skårlægger har kørt i syv år, og begynder at skulle for ofte til reparation til at det kan svare sig.
Døgnets 24 timer er tit for lidt
Lars Brian Hovmøller så gerne, at maskinerne kunne være knap så store, da de så også ville være nemmere at betale.
Han ville også gerne have deltaget i mandagens lastbildemonstration for at vise sin opbakning til vognmændene, men må nøjes med at glæde sig over, at han har deltaget i andre lokale demonstrationer.
Man kan nu engang kun være ét sted ad gangen, og når det er maj måned og foråret er på sit højeste, er der bud efter Lars Brian Hovmøller på næsten alle tider af døgnet på Morsø Maskinstation.
Og så er det en stor fordel at elske såvel sit arbejde som sin livsstil, samt det faktum, at der er masser af frisk luft, højt til himlen og åbne vidder, lige så snart, man går ud på gårdspladsen med den trofaste Bjørn ved sin side.
Fotos: Her På Øen og privat.

















































