Af Dorit Glintborg
Forårets arter skal registreres, og det sker den 22. og 23. maj, hvor de naturhistoriske museer i Danmark afholder en landsdækkende Bioblitz.
Initiativet handler om at undersøge hele Danmarks biodiversitet, og på Mors deltager Museum Mors/Fossil- og Molermuseet i arrangementet.
– Vi håber, at mange har lyst til at hjælpe med at undersøge, hvor mange arter, vi kan finde på Mors, siger Museum Mors’ natur- og kulturformidler, Inge Jakobsen til Her På Øen.
Måden, man kan hjælpe på, er at tage de gode sko på, og gå ud i naturen og lede efter de forårstegn, der kan findes i den danske natur her på øen.
Det er dog ikke sådan, at man på en medbragt blok skal notere de ting, man ser på sin vej.
Nej, i vore dage er det naturligvis en applikation, der skal hentes ned på den medbragte mobiltelefon, hvorefter man indberetter turens fund i applikationen Arter – indberetning.
Dyr, planter og svampe er aktive på forskellige tidspunkter af året. Når klimaet ændrer sig, så påvirker det også tidspunktet for, hvornår de forskellige arter er aktive i naturen.
-
Alle, der deltager i Find Foråret på Mors, hjælper os med at blive klogere på, hvordan klimaforandringer påvirker naturen. Og det er vigtigt i vores forsøg på bedre at forstå, beskytte og bevare arterne, fastslår Inge Jakobsen.
En bioblitz er en registrering af arter indenfor et bestemt geografisk område, i dette tilfælde Morsø Kommunes grænser.
Det kan være alle steder, i skoven, på marken, på stranden, i en sø, i fjorden, på legepladsen, i haven eller altankassen.
Hvorfor d. 22. – 23. maj?
- 22. maj er FN internationale biodiversitetsdag og d. 23. maj er Carl von Linnés fødselsdag. Linné var naturforsker og lavede et system til klassificering af planter, dyr og insekter. Linné levede fra 1707 – 1778.
Om applikationen Arter fortæller Inge Jakobsen, at den hjælper til at bestemme, hvilken art, der er fundet, når der er taget billeder og lagt ind i registreringen.
Projektet gennemføres af Museum Mors / Fossil- og Molermuseet, og er en del af Statens Naturhistoriske Museums undersøgelse af, hvornår de forskellige arter dukker op om foråret, med fokus på 20 forskellige arter.
De specifikke arrangementer her på øen er som følger:
Mandag d. 22. maj kl. 21-24 hvor vi lyser efter nataktive insekter som natsværmere mm ved Fossil[1]og Molermuseet, Skarrehagevej 8, 7900 Nyk. Mors.
Tirsdag d. 23. maj kl. 16 – 18 hvor vi leder efter arter på land og i åen og sejler i kano sammen med Morsø Naturklub i Dragstrup å ved Dragstrup Kirke, Helligkildevej, 7950 Erslev. Gratis naturvandring med guide
Onsdag d. 24. maj kl. 10 og torsdag d. 25. maj kl. 18.30 fra Fossil- og Molermuseet.
Presseillustration til Her På Øen.








































