Af Dorit N. Glintborg

Rækken af indbrud her på øen bliver længere og længere.

Det må politikommissær Henrik S. Jensen tirsdag konstatere overfor Her På Øen.

Bankohallen på Ringvejen i Nykøbing har nu anmeldt et indbrud, foregået den 26. januar, hvor alarmen blev aktiveret.

Der er brudt en bagdør op til et baglokale, og indtil videre er der ikke konstateret noget stjålet.

På Sallingsundvej i Legind er der mellem den 18. og 26. januar brudt ind i et fritidshus.

Hoveddøren er brækket op med et koben, og tyven har stjålet en rød Husqvarna buskrydder til 4000 kroner.

I Strandparken i Nykøbing beløber udbyttet ved et indbrud sig til i alt cirka 45.000 kroner.

Her er der brudt ind i en garage, idet grebet til porten er brækket.

Det stjålne er en Suzuki motorcykel årgang 1993, nogle sidetasker til motorcyklen, flere topnøglesæt og en værktøjskasse i metal.

Gerningstidsrummet er fra lørdag aften til mandag eftermiddag.

  • Den senere tids indbrud har så absolut vores bevågenhed, forsikrer Henrik S. Jensen med henvisning til blandt andet indbruddet i Dagli’Brugsen i Øster Assels.