Landbrugseleverne på Grundforløb 2 var i foråret på tur til Belgien, hvor de besøgte en landbrugsskole og fik undervisning sammen med eleverne på skolen. Efter en meget vellykket tur skal de belgiske elever besøge Nordic Food College – og i sidste uge var deres undervisere på forkant med et besøg på Nordic Food College for at se skolen an.

 

En uddannelsesleder og en underviser fra den belgiske landbrugsskole Sint Jozef, KOGEKA var i sidste uge på besøg på Nordic Food College, hvor de skulle se nærmere på skolens to afdelinger: Morsø Landbrugsskole og Culinary. De fik en smag på livet som landmand i Danmark, ligesom de fik smagt på skolens køkkener og mange råvarer.

 

På programmet var et besøg på kvæggården, hvor landbrugseleverne lærer at malke, samt en økologisk grisefarm og ikke mindst stutteriet Katrinelund på Mors. Der var også tid til en tur i Jesperhus Blomsterpark, og der var mange gode snakke om landbruget i Danmark over for landbruget i Belgien. Forårets vellykkede besøg i Belgien og det fremtidige samarbejde om udveksling af elever var der også rig mulighed for at udveksle.

 

Inden landbrugseleverne i foråret tog til Belgien, besøgte forstander Jonas Korsgaard, uddannelsesleder Mette Skydt Jensen samt en projektkonsulent fra EUC Nordvest skolen i Belgien for at sammensætte et program og opstarte samarbejdet. Det blev på den måde lettere at overlevere informationer til de undervisere, der skulle med eleverne til Belgien.

 

  • Vores elever havde en skøn tur til Belgien i foråret. Der var et stort fagligt udbytte af turen, og de kom godt ud af det med de belgiske elever, som de også brugte tid sammen med efter skoletid, mens de var afsted. Vi glæder os til at få besøg af eleverne fra Belgien, og efter besøg fra underviser og uddannelsesleder er vi i fuld gang med at planlægge næste etape af samarbejdet, fortælle forstander Jonas Korsgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen.

 

Jonas Korsgaard er meget begejstret for samarbejdet, og efter sidste uges besøg fra Belgien er der fuld gang i planlægningen af en studietur for de belgiske elever, som skal besøge eleverne på Nordic Food College.

Foto fra Nordic Food College til Her På Øen.