Om der synges fødselsdagssang for Feggesundfærgen den 12. oktober vides endnu ikke, men denne dato er det i hvert fald 10 år siden, at den nye færge blev indsat på ruten. Og stik mod traditionerne, så fejrer fødselaren jubilæet med at uddele gaver til gæsterne. I oktober uddeles der nemlig 10 gavekurve med lokale lækkerier – ligesom alle kurvene indeholder et rabatkort på 500 kr. til færgen.


– Vi har hele året trukket lod om gaver på billetterne for at fejre færgen, men i oktober skruer vi ekstra op for at fejre den officielle jubilæumsmåned. Det er vores måde at sige tak til dem, der bruger færgen og måske gøre det mere attraktivt for nye at prøve den, siger Meiner Nørgaard, bestyrelsesformand for I/S Mors-Thy Færgefart, som driver Feggesundfærgen i en pressemeddelelse til Her På Øen.


Præmien får man med det samme – man skal blot købe billet til overfarten, så er man automatisk med konkurrencen.


Skarp pris fastholdes indtil videre
Meiner Nørgaard tilføjer også, at der især i disse tider kan være en økonomisk fordel i at tage færgen og spare kilometer på turen og dermed brændstof.


– Vi har besluttet at fastholde priserne indtil videre, selvom priserne i hele verden stiger. Derudover så sørger vi også for gratis kaffe og rundstykker til de første 100 passagerer i uge 41. Jeg ser det lidt som en win, win, win – hvor passagerne sparer penge, får mulighed for at vinde præmier og får stillet den lille sult. Så lige nu er der ekstra mange grunde til at tage smutvejen over Feggesund, fortæller bestyrelsesformanden.


Om Feggesundfærgen

Da den pensionerede træfærge fra 1958 blev erstattet 12. oktober 2012 fik man udover bedre sejlegenskaber også mere plads ombord. Feggesundfærgen kan i dag medtage 98 passagerer og 19 personbiler eller to lastvognstog og syv personbiler. Dette er en klar forøgelse i forhold til den tidligere træfærge, hvis kapacitet lød på 97 personer og 12 personbiler eller et lastvognstog.

Feggesundfærgen vil også resten af året være ladet med gaveoverraskelser for at fejre 10 år på fjorden.

 Pressefoto.