Borgergruppe drager til Christiansborg

for at få statsstøtte til færger

Repræsentanter for borgergruppen ”Feggesund Forever” har onsdag i denne uge fået foretræde for Folketingets Indenrigs-, Bolig og Landdistriktsudvalg. Her vil gruppen fremsætte et ønske, der ikke alene relaterer sig til Feggesundoverfartens fremtid – men til de økonomiske udsigter for alle landets 8 kommunalt drevne genvejsfærger: Færgeruterne skal ses som en del af Danmarks nationale infrastruktur. Derfor skal de i lighed med ø-færgerne på finansloven og have statslig medfinansiering til driften.

”De kommunale genvejsfærger binder landsdelene sammen og er en central faktor, når det gælder livet i Danmarks yderdistrikter. Den generelle udvikling, bosætning, erhvervsliv, turisme og hele sammenhængskraften i yderdistrikterne er afhængig af at infrastrukturen hos os fungerer, og her er færgen en central del”, siger Frank Koldsgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen. Han er medlem af Borgergruppen og formand for Støtteforeningen Hannæs-Østerild, og han fortsætter:

”Men især for de mindre kommuner er færgeruterne en forholdsvis tung økonomisk byrde, og den bør staten hjælpe med at løfte. Genvejsfærger er ikke udelukkende en kommunal opgave, men skal ses som en del af landets samlede infrastruktur”.

 

Færger skal på finansloven

Borgergruppen omkring Feggesund møder Folketingsudvalget med et krav om, at der indføres statslig medfinansiering til drift af genvejsfærgerne i stil med den tilskudsordning, ø-færgerne har. Ønsket er, at genvejsfærgerne økonomisk sættes på finansloven, helst allerede fra 2027.

”Genvejsfærgernes rolle som yderområdernes livsnerve skal gøres synlig for Folketingets medlemmer.

Deres betydning kan ikke overvurderes, heller ikke når vi taler om erhvervsudvikling”, siger erhvervsdirektør Susanne Toftegaard Hansen fra Morsø Erhvervsråd. Hun deltager også i møderne på Christiansborg.

”Masser af pendlere er dagligt afhængige af Feggesundfærgen. Den kapper på årsbasis tusindvis af timer og kilometer af transporten, også for godstrafikken. Det har også betydning for CO2-udledning og for slid på vejene, trængsel og mange andre forhold, som er en del af dagligdagen for os i denne og andre dele af landet”, siger Susanne Toftegaard Hansen.

I alt 8 repræsentanter for borgergruppen deltager i onsdagens møder. Foruden foretrædet for Indenrigs-, Bolig og Landdistriktsudvalget er der aftalt en række møder med andre folketingsmedlemmer.

Initiativet fra Borgergruppen spiller sammen med, at de 10 kommuner, der driver de kommunale genvejsfærger, sammen med Landdistrikternes Fællesråd forbereder en politisk indsats med samme dagsorden.

 

 

Info: Det drejer sig om de kommunale genvejsfærger, hvoraf fire sejler på Limfjorden: Thyborøn-Agger, Feggesund-Amtoft, Hvalpsund-Sundsøre, Hals-Egense. Desuden to ruter på Randers Fjord samt Hardeshøj-Ballebro i Sønderjylland og Kulhuse-Sølager på Sjælland.