Af Dorit Glintborg
Her På Øen

Der var endnu flere kunder end ellers hos Aldi i Nykøbing i går søndag. Og mange af dem var i ekstra fint tøj.
Det var fastelavnssøndag, og det blev markeret i den lokale Aldi.
Som led i sin fagprøve, der som en eksamen afslutter elevuddannelsen, arrangerede Amalie Jensen nemlig tøndeslagning for alle børn op til 12 år.

Dagen derpå er Amalie Jensen glad for den positive modtagelse af hendes initiativ.
– Der kom 30 børn, og alt i alt var der 60 fremmødte til tøndeslagningen. Det er vist meget godt i betragtning af, at der jo var fastelavnsarrangementer mange andre steder, lyder det fra Aldi-elev, Amalie Jensen.

Aldi Nykøbing var klar med store fastelavnsris til kattekongen og kattedronningen.
Faktisk udleverede forretningen hele fire i alt.
– Vi havde delt det op, så der var tøndeslagning for de mindste børn fra to til seks år, og for de større fra syv til 12 år, fortæller Amalie Jensen.

Så i alt to kattekonger og to kattedronninger blev kåret i går.

Samtlige børn, der mødte op i Aldi på fastelavnssøndag, fik både juice og boller.
Og en slikpose.

Gårsdagens tøndeslagning bringer Amalie Jensen et skridt nærmere den dag, hvor hun kan kalde sig færdiguddannet salgsassistent.
Datoen er 1. august.
Efter den tid vil kunderne dog formentlig stadig kunne blive ekspederet af Amalie Jensen, for hun håber nemlig at kunne blive i Aldi.
– Det er skønt, når man er så glad for sit arbejde og for sine kolleger, siger hun.

Som en krølle på historien kan det fortælles, at den snart nyudklækkede salgsassistent i øvrigt er tilflytter på Mors.
Oprindeligt kommer hun fra Aalborg, og blev lokket til Mors af kæresten.
Ham bor hun i dag sammen med i Nykøbing.

Der blev gået til den ved tønderne i Aldi i går.

Som det ses af de fine billeder, var børnene flot udklædte.

Amalie Jensen, der arrangerede tøndeslagningen, ses til højre i flere af billederne.

Foto: Aldi i Nykøbing