Når byggeopgaven på 49 ungdomsboliger på Tranevej i Nykøbing snart sendes i udbud, skal der også være gode muligheder for at lokale firmaer kan byde ind. Det mener den politiske styregruppe for projektet, hvor Meiner Nørgaard er formand. Forleden holdt styregruppen møde, og den kommer med en stor anbefaling til bygherren, Boligselskabet Nykøbing Mors

– Vi anbefaler og håber, at udbudsmaterialet bliver opdelt i fagentrepriser, så opgaven kan deles op og mindre lokale firmaer bedre kan byde ind. Det er kun få større firmaer, som kan være med, hvis det bliver en samlet totalentreprise. Anbefalingen om fagentrepriser er en enstemmig beslutning i gruppen, siger Meiner Nørgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen.

 

Han understreger, at det ikke er en garanti for at opgaverne går til lokale håndværkere, men at det giver god mening med fagentrepriser, så muligheden i hvert fald er der.

 

Det forventes, at udbudsmaterialet er klar omkring marts næste år.

Attraktivt studiemiljø
Planerne om de attraktive ungdomsboliger er løbende blev kvalificeret med workshop og møder, hvor blandt unge er kommet med input til deres ønsker for boligerne. Der er også kommet gode input fra mange af de aktører, der ligger tæt ved de kommende ungdomsboliger – både uddannelsesinstitutioner og de mange aktører omkring Morsø Multipark.

– Vi er glade for alle de mange input, og vi ser meget frem til det fortsatte samarbejde med Boligselskabet Nykøbing Mors og Domea om projektet. Planen er at byggeriet er går i gang næste sommer og er færdigt til studiestart 2022, siger Meiner Nørgaard i nævnte pressemeddelelse.

Foto fra Boligselskabet Nykøbing Mors’ hjemmeside.