Da Thisteds kommunalbestyrelse i sidste måned opsagde aftalen om fælles færgedrift over Feggesund, blev der uro både syd og nord for Feggesund. Selvom aftalen skal genforhandles, blev beboere i Thisteds østlige udkant som Hannæs og Østerild alligevel nervøse for, om de nu kunne risikere at miste den færge, der altid har sejlet mellem Hannæs og Mors.

 

Det er jo ikke sjovt at se sin livsnerve mod syd – altså Feggesundfærgen – få en behandling, så man bliver nervøs for om driftsudgifterne på godt 2 mill. kroner skal konverteres til noget andet i kommunen, udtaler Frank Koldsgaard fra Frøstrup i en pressemeddelelse til Her På Øen. Han er talsmand for Støtteforeningen Hannæs-Østerild, som er en paraply over otte borgerforeninger i Hanherred.

 

På den sydlige side af Feggesund blev bekymringerne også vakt. Og frygten for, at Morsø Kommune kommer til at stå alene med regningen for færgedriften.

– Det her handler ikke om at blive fornærmet over Thisteds beslutning, siger formand for Nordmors Beboerforening Laila Sølager til Her På Øen.  – Det handler om, at vi står sammen på hver side af Feggesund for at vise, at vi faktisk har brug for vores færge og at vi på begge sider har det samme behov for at bruge vores ’blå landevej’ for at komme ud i verden.

 

De to foreninger er gået sammen om at planlægge et stort fælles borgermøde på Feggesund Færgekro – om Feggesundfærgens fremtid – udvikling og visioner. Det bliver afholdt lørdag 21. februar kl. 14 til 16:30.  Feggesund Færgekro lægger lokaler til og serverer kaffe og kage kvit og frit. Mødet ligger om eftermiddagen, så man kan komme ud og hjem med færgen.

 

– Vi havde egentlig planlagt et politisk debatmøde med politikere fra Thisted og Mors, men de Thy-politikere, der har stemt for at aftalen blev opsagt og ophører i 2027, er forhindret i at deltage, fortæller Frank Koldsgaard. – Så vi har nu planlagt et mere visionært møde, hvor der kommer forskellige oplæg om turisme, erhvervsliv og hvilke andre grupper, der bruger færgen. Og hvor tilhørerne kan bidrage med deres mening og idéer til færgens forsatte eksistens.

 

– Vi håber der kommer mange interesserede tilhørere til mødet, så vi alle går derfra klogere end da man kom, siger Laila Sølager – Og så håber vi at både dem, der bruger færgen lidt og dem, der bruger den meget, vil dukke op. For de kan bidrage med, hvad der skal til for at få færgens passagertal til at stige yderligere, slutter Laila Sølager.

 

Det og meget mere kan man høre om på mødet, hvor alle er velkomne, og tilmelding ikke er nødvendigt.

Foto af Frank Koldsgaard og Laila Sølager på Feggesundfærgen  tilsendt Her På Øen.