Af Dorit Glintborg
Her På Øen
På Socialudvalgets møde i dag tirsdag fik medlemmerne – over telefonen – en grundig gennemgang af Coronasituationen i Morsø Kommune.
Der er ifølge udvalgsformand Henning Sørensen ikke mange smittede på Mors. Omvendt ved ingen præcis, hvor mange, der er smittet i de forskellige landsdele, da der ikke længere udføres automatiske tests af syge.
Men i bund og grund er det heller ikke vigtigt for os som borgere at vide, hvem der er smittet hvor, når man spørger Henning Sørensen.
Som han siger: – Vi skal jo i princippet bare alle sammen gebærde os, som var vi omgivet af smittebærere, og på den baggrund følge retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, understreger han.
Disse retningslinjer er – som ingen nok er i tvivl om –
- Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
- Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
- Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
- Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
- Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn
Med lukkede skoler, dagsværtshuse, væresteder og caféer, stillestående busser, aflyste arrangementer med deltagere over 100, anbefalinger om ingen forsamlinger over fem mennesker og kraftig henstilling til mest muligt at holde os for os selv – ja, så giver det næsten sig selv, at vi holder afstand – helst uden at tage afstand.








































