Earth Overshoot Day markerer den dato, hvor befolkningens forbrug overstiger klodens evne til at regenerere ressourcerne. Al forbrug efter denne dato vil overskride råderummet for forbrug inden for bæredygtige rammer. På globalt niveau ramte vi i år Overshoot Day d. 29. juli – knapt tre uger tidligere end sidste år. På nationalt niveau står det endnu værre til. Således ramte vi i Danmark året Overshoot Day allerede d. 26. marts.

 

  • Ikke for at fejre, men for at markere og sikre viden om Earth Overshoot Day, har vi valgt at indføre en ny tradition på erhvervsuddannelserne. Unge, der tager en erhvervsuddannelse, er meget vigtige led i den ligning, der skal hjælpe os på vej i en grønnere retning. Det er ikke nok med elbiler, affaldssortering og nulenergibyggerier – bæredygtighed skal være en naturlig del af vores elevers adfærd, og derfor bygger vi nu oven på vores øvrige indsatser ved at markere Earth Overshoot Day med en fælles temadag for GF1-eleverne, fortæller direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest i en pressemeddelelse til Her På Øen.

 

På temadagen 16. august vil der blive sat fokus på, hvorfor bæredygtighed er vejen frem, og hvordan man inden for de enkelte brancher kan være med til at bremse overforbruget af jordens ressourcer og samtidig skabe økonomisk vækst.

 

  • Eleverne bliver introduceret til bæredygtighed og regenerativ økonomi ud fra et overordnet perspektiv, men herudover vil vi også zoome ind på de enkelte fagområder og de særlige forhold, der gør sig gældende her. På byggeriuddannelserne kunne det fx være bæredygtige løsninger gennem materialevalg, genanvendelighed og energioptimering, på jordbrug- og fødevareuddannelserne kunne det være temaer som naturpleje, mindskning af madspild og optimering af værdikæden, og på de merkantile uddannelser kunne det være grønne regnskaber, emballagetyper og lokal varetilpasning, der sættes fokus på. På den måde kommer vi til at tilpasse tema-dagens indhold til de enkelte uddannelsesretninger, så det bliver så konkret og relaterbart for eleverne som muligt, fortæller Marianne Svenningsen, afdelingsleder for GF1 på EUC Nordvest.

 

Det er første gang, at EUC Nordvest markerer Earth Overshoot Day, men planen er, at det skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, der skal udgøre startskuddet for et bæredygtigt fokus hos eleverne. Et fokus som de løbende vil komme til at arbejde med og udvikle på under deres uddannelse på EUC Nordvest. Med henblik på at understøtte dette, er der flere nye initiativer på tegnebrættet, heriblandt et længerevarende uddannelsesforløb for uddannelseslederne på EUC Nordvests erhvervsuddannelser.