Af Dorit Glintborg
Her På Øen
At være ligesom alle de andre er ikke nødvendigvis noget at tragte efter.
At være anderledes kan sagtens være positivt.
Derfor blev Jyske Bank heller ikke spor fornærmede, da Morgenavisen Jyllandsposten for nogle år siden skrev, at Jyske Bank var en underlig fisk i bankverdenen.
Om avisen var inspireret af GNAGS’ hit om den underlige fisk må stå hen i det uvisse, men mon dog ikke.
Avisen skrev, at Jyske Bank var en havkat i et hyttefad. En havkat, som var med til at ilte vandet i en iltfattig branche.
– Jeg tror, sammenligningen kommer sig af, at vi i Jyske Bank er lidt uhøjtidelige og udfordrende. Så vi har taget Jyllandspostens underlige fisk til os, og bruger det aktivt, fortæller den nye afdelingsdirektør i Nykøbing, Chris T. Lundquist, som tiltrådte 1. februar.
At Jyske Bank har taget den underlige fisk til sig, ses tydeligt i banken i Algade.
Fisken er nemlig afbilledet på væggen til venstre, når man kommer ind. Her hænger den flotte og underlige fisk, udskåret i træ og med Jyllandspostens tekst gengivet, over en række sofaer med bløde og farvestrålende puder.
– Vi vil gerne være uhøjtidelige og i øjenhøjde, understreger Chris T. Lundquist. Det er også derfor, vi ikke har skranker, og i stedet et velkomstmøblement.
Jyske Bank vil gerne kombinere god rådgivning med gode oplevelser for kunden, ligesom banken gerne udfordrer vanetænkningen.
Og det viser sig i indretningen. Det er Jyske Banks kreative afdeling i Silkeborg, der står bag den specielle indretning i banken, men hver enkelt afdeling tilretter indretningen lokalt.
De forskellige mødelokaler i Jyske Bank Nykøbing har hver deres særkende.
I et af lokalerne er den ene væg beklædt med et kæmpestort billede af Sallingsundbroen. I et andet får man fornemmelsen af at være gået ind i en gammel, flot vinkælder.
Jyske Bank har også en kaffeautomat til fri afbenyttelse.
Og så er der taburetterne.
Vel ankommet i banken fanges blikket af et ophæng på væggen med seks firkantede stof-ting i grøn, brun og beige, og en tekst ovenover: Ta’buretten hvis du mangler et sted at sidde.
Og ordspillet skal tages helt bogstaveligt.
Man kan nemlig ta’ en af taburetterne ned fra væggen, folde benene på taburetten ud og sætte sig.
– Det skal være muligt at komme ind til os og tage et hvil i en travl hverdag, smiler Chris T. Lundquist.
Han er ikke bange for, at ikke-kunder kommer ind og skænker op fra kaffeautomaten eller ”tar en buret”, for som han siger – Vi er trods alt øens største bank, og hvem ved, om det er en kommende kunde, der kommer ind for at tage sig en kaffepause herinde.