Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Pengene ruller ind til Karby Kuber, den tidligere landsbyfolkeskole, som i 2020 blev omdannet til et aktivitetshus for lokalområdet.

Karby Kuber har netop modtaget én million kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

Bevillingen skal gå til etablering af en social café og et mødested, som skal bidrage til at fremme den lokale sammenhængskraft.

Karby Kuber er i dag indrettet med faciliteter til møder, foreningsliv og fritidsaktiviteter.

Et areal på 200 m2 var dog ikke omfattet af totalrenoveringen, og det er det areal, de mange penge nu skal bruges på.

Karby Kuber har længe ønsket at ombygge og renovere arealet med henblik på, at etablere en social café og styrke mulighederne for at bruge lokalerne som møde- og aktivitetsrum for lokale interessegrupper, og med millionbevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan det projekt nu realiseres.

Caféen vil blive etableret i samråd med Café Perlen, som vil afholde en ugentlig fællesspisning til glæde for de lokale borgere. Lokalerne vil også kunne benyttes i samarbejde med blandt andet det lokale Kulturhus, bibliotek og genbrugsbutik.

Bevillingen fra Fonden skal også gå til etablering af et mindre antal værelser til udlejning til turister og lejrskoler.

Målsætningen er at øge værdien af Karby Kuber, så det frivilligt drevne hus bliver samlingssted for lokalbefolkningens aktiviteter.

Foruden bevillingen på en million kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, har Nykredits Fond tidligere givet tilsagn om et beløb på kr. 200.000 til projektet. Senest har Landdistriktsrådet på Mors støttet med kr. 50.000.

  • Vi er glade, stolte og ydmyge. Fondsbevillingerne giver os mulighed for at udvikle Karby Kuber og tiltrække yderligere aktiviteter til vores hus. Vi kan næsten ikke få armene ned, siger formand for Karby Kuber, Henning Jespersen i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Han fortæller, at der stadig ligger et stort stykke arbejde for de mange frivillige, som ved alle de tidligere ombygninger har været flittige. Opbakning fra Morsø Kommune, der ejer bygningen på Ørndrupvej, bliver også nødvendig for de nye planer, og endelige håber Henning Jespersen også på et fortsat konstruktivt samarbejde med håndværkerne, som så vidt muligt er lokale.

Pressefoto tilsendt Her På Øen.