Af Dorit Glintborg
- En fornuftig jul.
Sådan lyder bedømmelsen fra politikommissær Jørgen Jensen om juledagene på Mors og i Thy.
Af indbrud har der kun været ét her på øen.
Det er sket i et hus på Tingvej i Nykøbing, hvor en dør er knust. Alle låger og skabe i køkkenet er lukket op og rodet igennem, men udbyttet er der ikke overblik over endnu.
Huset står tomt i øjeblikket, så indbruddet kan være sket i hele tidsrummet 11. til 25 december.
En postkasse på Bårupvænget i Erslev blev sprængt ved fyrværkeri sent juleaften.
Postkassens ejere hørte braget kl. 01.30.
På Fruevænget i Nykøbing blev en postkasse ødelagt ved fyrværkeri klokken halv tre natten til anden juledag. Også her er der anvendt fyrværkeri.
En 19-årig ung mand fra Mors kørte natten til lørdag ind i et hus på Nørrevang i Erslev.
Husets ejer var ude at tale med den unge bilist efter påkørslen kl. 03.32, hvorefter den 19-årige lod bilen stå og forsvandt til fods.
Årsagen til påkørslen af huset er endnu uvist indtil politiet får snakket med den 19-årige.
Et elskab på huset tog skade.
Men overordnet set en meget stille jul her på øen.
Dermed følger Midt og Vestjyllands Politi landstendensen, der viser færre indbrud og anden kriminalitet denne jul end tidligere. Sandsynligvis indirekte på grund af den verserende coronavirus.











































