Af Dorit Glintborg

Snart sætter 16 HHX-elever fra henholdsvis Fjerritslev Handelsgymnasium, Thisted Handelsgymnasium og Morsø Handelsgymnasium kursen mod sydspanske Córdoba. Her skal de i tre uger arbejde i lokale virksomheder og herigennem få erfaring med den spanske kultur, det spanske arbejdsmarked og – ikke mindst – det spanske sprog.

Det er sjette år i træk, at de lokale handelsgymnasier sender elever på job i det sydspanske. Turen er et frivilligt tilbud til de 2.g.-elever, der har spansk som 2. sprog. Projektet er støttet af EU-programmet ’Erasmus+’, der er et uddannelsesprogram, der har til formål at fremme samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner i EU-landene og gøre det lettere for eleverne at tage en del af deres uddannelse i et andet EU-land.

– Det er en studietur, som vi prioriterer højt, da det er en oplevelse, der i dén grad udvikler de unge mennesker, og som ofte også giver flere af dem blod på tanden i forhold til efterfølgende selv at bosætte sig i udlandet for en periode – enten for at studere eller for at arbejde. I de tre uger de er afsted, skal de i det store hele klare sig selv. Og for manges vedkommende er det på en arbejdsplads, hvor chef og kollegaer ikke taler engelsk, fortæller vicedirektør på EUC Nordvest, Kenny Thomsen i en pressemeddelelse.

Ud over at skulle passe deres respektive jobs, skal eleverne også have et par timers spanskundervisning dagligt, så der bliver virkelig fyldt i ”rygsækken”.

Foto fra Morsø Handelsgymnasiums hjemmeside.