Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Igen i år bliver det et sandt eldorado at være barn i Nykøbing Hallen, når DUI Leg og Virke torsdag og fredag den 16. og 17. februar slår dørene op til det traditionsrige indendørs legeland for øens børn.

Poul Olsen fortæller til Her På Øen, at både børn, forældre og bedsteforældre er velkomne.

 

Om torsdagen inviteres øens børnehave- og dagplejebørn gratis i legeland.

Fredag er der mulighed for alle børn at komme ind for en mindre entré.

 

Nykøbing Hallen vil byde på masser af aktiviteter i gymnastiksalen, hvor børnene blandt andet kan lave deres egen pose med bolsjer.

I hallen er så det store eldorado med ikke færre end 12 hoppeborge.

Heriblandt rodeotyr, klovneborg og rutsjebane.

Hoppeborgene og legelandet er opsat i et samarbejde mellem DUI Leg og Virke og Salling Udlejning ved Lars Jeppesen.

Forældre kan være trygge ved at lade børnene muntre sig i forlystelserne, da 20 frivillige hjælpere fra foreningen DUI Leg og Virke holder skarpt opsyn ved de forskellige borge både torsdag og fredag.

Poul Olsen lover, at der vil være lækkerier til både børn og voksne begge dage.

Arkivfoto.