Dyrenes Beskyttelse oplyser:

Ejerløse katte er et stigende problem i Danmark, og Dyrenes Beskyttelse har udpeget de elleve kommuner, hvor problemerne er mest omfangsrige. Listen omfatter Silkeborg, Odsherred, Roskilde, Herning, Holstebro, Lolland, Guldborgsund, Horsens, Vejle, Kerteminde og Viborg kommune. Problemerne i de elleve kommuner er store, men kommunerne har ikke igangsat tilstrækkelige initiativer for at komme problemerne til livs.
Kommunerne tager ikke ansvar
En af kommunerne på listen er Viborg. Her forklarer Coonie Von Moos, Kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Viborg, hvilke udfordringer kommunen har:
“Rundt om i kommunen er der store problemer med, at der fødes mange killinger, og der er ikke nogen til at tage sig af dem. Antallet, og dermed problemerne, bliver altså ikke mindre, og vi oplever rigtig mange ejerløse katte, der går rundt og er syge. Kommunen gør ikke noget for at komme problemerne til livs. De tørrer i stedet problemet af på borgerne, der selv må stå for indfangningen og dermed udgifterne,” fortæller Connie Von Moos.
Når forholdene er til det, formerer kattene sig, og de fleste killinger kommer til at leve et liv under kummerlige forhold. De mange ejerløse katte giver derfor anledning til bekymring for dyrevelfærden. Dyrenes Beskyttelse pointerer, at ejerløse katte ikke skal bekæmpes eller betragtes som skadedyr. Det handler om at hjælpe kattene til bedre forhold.
Der behøver dog ikke at afsættes mange midler for at kunne gøre en stor forskel. Randers Kommune var oprindeligt på Dyrenes Beskyttelses liste over kommuner med de største udfordringer med ejerløse katte. Men netop nu har Randers valgt at tage hånd om problemerne. Her er det besluttet, at man i 2018 vil afsætte 100.000 kr. til håndtering af problemerne og 50.000 i de efterfølgende år fra 2019 og frem.

KILDE: Dyrenes Beskyttelse

FOTO: Dyrenes Beskyttelse