Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Det blev noget af en bytur for en 21-årig ung mand, som natten til lørdag endte med flere sigtelser fra politiet.

Ordensmagten blev klokken 00.38 kaldt til Farmors Bodega i Havnegade, fordi den 21-årige optrådte voldeligt. Det konstaterede patruljen ved selvsyn, og manden blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

Derudover blev han også sigtet for at overtræde det forbud, han i forvejen havde mod at indfinde sig på Farmors Bodega, ligesom han fik endnu et forbud.

Sidst, men ikke mindst, blev den 21-årige sigtet for fornærmende tiltale af polititjenestemand, da han råbte forskellige ukvemsord til politifolkene.

Det oplyser politikommissær Henrik S. Jensen til Her På Øen.

Pressefoto: Rigspolitiet.