I store bededagsferien 8.-10. maj er Mors Handel klar med et stort Drive-in event i Nykøbing. Det bliver drive-in med biograf, bankospil og koncert med Wafande. Nykøbing Kirke bruger faciliteterne til en drive-in gudstjeneste søndag.

Drive-in eventet kommer til at foregå på cirkuspladsen på Elsøvej i Nykøbing. Det bliver i dagene 8.-9. maj.
– Vi er i Mors Handel ligesom andre blevet ramt af aflysninger af blandt andet Børnenes Dag og Sommerkoncerterne på grund af coronavirus. Derfor vil vi i stedet glæde vores kunder med et brag af en Drive-in oplevelse for hele familien i de tre dage i store bededagsferien. Vi glæder os til at byde folk velkomne til en anderledes oplevelse i denne specielle tid, siger Michael Hansen, formand for Morsø Handelsstandsforening i en pressemeddelelse.

Der skal på forhånd købes billet til drive-in biograf, koncert og bankospil.

Når man deltager i drive-in eventet vil lyden blive transmitteret via bilens radio. Til drive-in eventet vil arrangøren selvfølgelig overholde myndighedernes anbefalinger. Derfor må man ikke forlade bilerne, vinduet må kun åbnes i chaufførens side og der vil ikke være toiletter.

Det er Morsø Handelsstandsforening som står bag arrangementet, der også bakkes op af Morsø Kommune:
– Vi har gennem en årrække støttet Handelsstandsforeningens events, hvor sommerkoncerter er de største. I år bliver et helt særligt år, hvor meget er forandret. Vi støtter selvfølgelig også op om drive-in eventet, som de har formået at stable på benene rigtigt hurtigt, siger Ellen Philipsen Dahl, formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

Flere af byens restauranter tilbyder i denne tid take away, som kan hentes og medtages til de forskellige drive-in arrangementerne.

Arkivfoto: Dorit Glintborg.