Den seneste uge har bybilledet været præget af feststemte og glade studenter med huer i et væld af forskellige farver.
De mange dimittender fra EUC Nordvest er fordelt på Teknisk Gymnasium Thisted, EUX Teknisk, EUX Business Nordvest samt skolens tre handelsgymnasier i henholdsvis Fjerritslev, Nykøbing og Thisted. Derfor blev der også afholdt dimission i alle tre byer, startende med Fjerritslev torsdag, efterfulgt af Nykøbing og Thisted lørdag.
Årets studenter fik pæne ord med på vejen i de forskellige taler, herunder i dimissionstalen fra EUC Nordvests direktør Hans Chr. Jeppesen. Og her var opfordringen til de unge mennesker klar:
- Uanset hvilken vej I vælger, skal mit råd til jer være, at I søger efter resonans i jeres nye tilværelse. At I finder mening i jeres gerning, men også at I kan bidrage til, at vi alle sætter tempoet en smule ned i samfundet generelt. […] I skal sørge for, at I har tid til at kede jer, for det kan være sundt, lød det fra Hans Chr. Jeppesen.
Traditionen tro blev der også uddelt et væld af flotte legater, der igen i år illustrerede den fantastisk store opbakning fra det lokale erhvervsliv, lokale fonde og foreninger.
Foto fra EUC Nordvest til Her På Øen.
Herunder direktør Jens Chr. Jeppesen.