Af Dorit Glintborg
doritglintborg1@gmail.com
Der findes et begreb, vi kalder vandrehistorier. Forklaringen ligger i ordet – historien vandrer, fordi den bliver genfortalt og givet videre.
At der også findes vandre-sten har Hanne Marie Jørgensen i Øster Hvidbjerg opdaget.
Forleden dag opdagede hun en fint dekoreret sten i sin indkørsel. Ved nærmere eftersyn konstaterede Hanne Marie Jørgensen, at stenen havde en engelsk tekst skrevet på den ene side, og en fin tegning på den anden.
– Jeg aner ikke, hvor den kommer fra, eller hvor længe, den havde ligget i vores indkørsel, lyder det fra Hanne Marie Jørgensen, der en gang tidligere har fået øje på en lignende vandre-sten.
Den fandt hun ved indgangen til Nykøbing Sygehus, og denne sten havde slet og ret teksten ”Giv mig væk” malet på sig,
– Jeg tog stenen med mig, og senere på dagen var jeg i Øster Jølby, hvor jeg gav stenen til en lille dreng i en klapvogn, fortæller den gode sten-finder.
Det nyeste fund fra indkørslen i Øster Hvidbjerg har også fået ny adresse. Den er blevet placeret hos Hanne Marie Jørgensens datter, der bor på Sjælland, og som endnu ikke har lagt mærke til den lille hilsen imellem sine pyntegræskar.
Redaktionen kan tilføje, at teksten på den ene side af stenen er: Take a picture to Facebook, Nordfyn, rehide this rock”
Altså ”tag et billede af stenen og læg det på Facebook, og gem stenen igen”
Der er åbenbart tale om en temmelig berejst sten.









































