Af Dorit Glintborg
Før og efter-fotos: DR
Tilføjelse fra redaktionen 23. april:
Når ret skal være ret, var det ikke Morten Noesgaard, der kom først over målstregen i Adventure Race. Det var Nikolaj. Men fordi Morten og hans makker havde løst alle opgaverne i løbet, var det dem, der vandt Adventure Race.
DG
Efter utallige strabadser, skridt og overvindelser kom Morten D. Noesgaard fra Mors først over målstregen i det store Adventure Race i DR’s Rigtige Mænd med makkere, der løb over skærmen i går aftes.
Sammen med makkeren, Martin Ø. Pedersen, krydsede han som den første af de fire rigtige mænd med makkere målstregen.
Taxavognmanden har i dag udelukkende positivt at sige om sin medvirken i DR’s programrække, som er produceret af MakeitBee.
- Det har været helt fantastisk at være med i, siger han til Her På Øen.
Optagelserne til Rigtige Mænd sluttede i september sidste år, så det er mest for tv-seerne, at det først slutter nu.
I de forløbne måneder har Morten Noesgaard formået holde fast i mere bevægelse i hverdagen.
Han erkender, at det nok er blevet til lidt mindre motion i de kolde vintermåneder, men der er blevet gået ture med en rygsæk med mursten i.
- Nu begynder foråret, og så vil jeg helt sikkert komme noget mere ud igen. Også på cykel, fastslår han.
Formålet med Rigtige Mænd med makkere er, som før oplyst her på øen, ikke at opnå et vægttab, men en sundere livsstil.
At få mere bevægelse og mindre fedende fødevarer ind i hverdagen.
Morten Noesgaard er selv overrasket over, hvor meget energi, man egentlig får af at bevæge sig.
- Man skulle jo umiddelbart tro, det var omvendt – men sådan er det ikke. Og gåturene er ikke kun motion for kroppen. De gør også en mental oprydning, lyder det eftertænksomt fra den lokale vinder af Rigtige Mænd med makkere.
Vinderen har fået nye venner for livet, og venskabet med makkeren, Martin Ø. Pedersen er blevet endnu mere fasttømret end det var tidligere.
- I sådan et løb er man nødt til at vide, hvor man har hinanden, siger Morten Noesgaard, der også er positivt overrasket over omgivelsernes reaktioner på hans medvirken i tv-programmet.
Han har faktisk ikke hørt eller læst negative bemærkninger overhovedet.
Der kommer nogle ”friske” kommentarer, men ingen negative, og det glæder ham.
Det glæder ham også, at mange fortæller ham, at de har følt sig inspirerede af at følge hans strabadser på tv.
- Det er helt rørende, når folk siger til mig, at nu begynder de også at gå eller træne på andre måder, lyder det fra Morten Noesgaard.
Her På Øen ønsker tillykke til den seje morsingbo.
Herover ses de fire rigtige mænd inden den sundere livsstil blev iværksat.
Herover ses de fire rigtige mænd i en tydeligt skarpere, friskere og mere veltrimmet udgave efter at have gennemført Rigtige Mænd med makkere.













































