Intet mindre end et storslået drama. Sådan betegner formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen overfor Her På Øen den musical, der den 29. marts om aftenen udfoldes i Morsø Teater.
Den historiske musical Den Evige Ild var en kæmpe succes i 2019 og 2020 for begejstrede anmeldere og publikum, som elskede forestillingens saft og kraft med indædte magtkampe og forbudt kærlighed imellem smukke, seje kvinder og mænd. Store følelser, stærke sange og intenst drama fra allerførste taktslag!
Nu spiller succesen Den Evige Ild med et hold af landets stærkeste skuespillere og sangere – Markus Borg, Pernille Petersson, Tomas Ambt Kofod, Josefine Tvermoes, Linda Olofsson, Søren Bech-Madsen, som er fra Mors, og Marie Louise Hansen.
Den Evige Ild er en del af Ken Folletts Kingsbridge-trilogi, der også tæller Jordens Søjler. I Den Evige Ild er plottet henlagt til Dronning Elizabeth 1’s England og dronningens strid om magten med Maria Stuart. Fejden kulminerede med henrettelsen af Maria Stuart – et historisk øjeblik der forvandlede historien og her er omsat til musical i stærkeste opstilling.
Musicaltrioen Høg · Aagaard · Svanekier var de første i verden til at bearbejde Ken Folletts romaer til teater.
Billetter købes via www.morsoeteaterkreds.dk eller ved indgangen eller på Turistbureauet.
Formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, oplyser videre til Her På Øen, at der stadig er billetter til den helt igennem fantastiske afslutning på sæsonen.
Pressefoto.