Henrik Jensen er rigtig glad for, at han kiggede ud af vinduet i går morges.
Han bor med udsigt over Sundby Mors Havn, som han også er formand for, og i går havde tre delfiner valgt at lægge vejen omkring havnen i Sundby.
Flere morsingboer har over de seneste uger fået øje på en eller flere delfiner i fjorden omkring Mors.
De tre delfiner, der i går boltrede sig i Sundby, trak så mange mennesker til, at Henrik Jensen på et tidspunkt blev helt nervøs for, om der var for mange i forhold til Corona-restriktionerne.
Heldigvis kunne han konstatere, at folk holdt pæn afstand, mens de betragtede de flotte dyr i vandet.
- Der var tre i alt, og ligeså snart, der kom en lille båd, eller et barn var i vandet, så kunne man se, at de var nysgerrige, fortæller Henrik Jensen til Her På Øen.
Han fortæller videre, at de to af delfinerne på et tidspunkt i går svømmede ud af Sundby Havn.
Der stod stadig mange mennesker på molen og holdt øje, og den ene delfin var meget opmærksom på de nysgerrige mennesker, og solede sig i opmærksomheden.
Hvalekspert Carl Kinze leder et projekt der følger delfinernes mulige genindvandring i Danmark.
Ifølge ham kommer delfinerne formentlig med det varmere og mere saltholdige vand, der strømmer ind i de indre danske farvande og Østersøen.
Til DR oplyser han, at der de seneste år har opholdt sig især tre arter i de danske farvande; hvidnæsen, den almindelige delfin og øresvin.
I Sundby Mors glæder Henrik Jensen sig over den kæmpe oplevelse, de tre delfiner gav både voksne og børn i går søndag.
Billedet her står Henrik Jensen for.