Af Dorit N. Glintborg
Man får ikke meget for 100 kroner i dag. I hvert fald ikke, hvis man går på indkøb i de gængse forretninger.
Det er en anden sag, hvis man besøger eksempelvis Morsø Kommunes Genbrugsbutik på Nørrebro i Nykøbing, og her har de ansatte da også haft ekstra travlt i december måned.
Fra i dag, den 19. december, er der julelukket til og med den 6. januar.
Mange har i de forløbne uger kigget ind i den store, velbelyste og flotte butik på Nørrebro, hvor udvalget er næsten uendeligt, og hvor 100 kroner pludselig føles som mange penge.
Møbler, service, legetøj, tøj, fodtøj, tæpper, puder, barnevogne, rollatorer, gardiner, cykler, duge – man kunne blive ved at remse op fra det store udvalg.
Ting så fine, brugbare og velbevarede, at det ville have været synd og skam, hvis de var blevet kasseret.
I landsdækkende medier har der flere gange været fortællinger om, at mange i dag sagtens kan finde på at købe julegaver i en genbrugsbutik.
Når man ser tingenes fine stand på Nørrebro, er det også umiddelbart svært at se, hvorfor man ikke skulle gøre det.
Bag disken finder kunderne blandt andre Jari Jepsen, der sammen med kollegaen Christoffer ved Her På Øens besøg forleden, som altid var klar med et smil.
Og han kunne også forsikre, at der har været mange kunder i butikken.
- Vi har haft rigtig travlt, og folk er glade for at kunne finde så gode ting til en overkommelig pris, lyder det fra Jari Jepsen.
Indtil 7. januar er genbrugsbutikken nu julelukket, men derefter vil udvalget sandsynligvis bugne af endnu flere ny indleverede ting og sager.
Til fornuftige priser.





















































