Hvordan kan landbrug, teknologi og natur gå hånd i hånd i den grønne omstilling?
Det spørgsmål bliver sat til debat, når der holdes offentlig møde mandag aften den 15. september hos GRAINAS A/S i Morsø Foodpark.
Aftenen indledes af Poul Roesen (C) fra ABC-holdet, hvorefter Fjordland tager ordet. Her vil Mette Iversen, medlem af både Kystvandrådet for Thisted Bredning og Lokal Trepart Morsø, give et indblik i den politiske proces og de lokale indsatser. Samtidig præsenterer udtagningskonsulent Magnus Møller Rasmussen de nyeste nøgletal, status og mål samt eksempler på, hvordan omlægningsplaner udarbejdes.
Der vil desuden blive sat fokus på, hvad landbruget konkret kan bidrage med, og hvilke muligheder den enkelte landmand får ved at deltage i projekterne – herunder hvordan de udtagne arealer kan anvendes til at styrke biodiversiteten.
Danmarks Naturfredningsforening deltager ligeledes i arrangementet, repræsenteret ved Jens Dejgaard Jensen fra Kystvandrådet og Stefan Siegler fra Lokal Trepart Morsø. De vil give deres bud på, hvordan de nye naturområder kan udvikles, og hvordan offentligheden kan få adgang til dem. Herefter tager Kristian Lundgaard-Karlshøj fra Ausumgaard fat på de teknologiske løsninger.
Med udgangspunkt i biogasanlæg og græsprotein belyser han, hvordan moderne teknologi kan fungere som et vigtigt værktøj i den grønne omstilling. SEGES’ Ivar Ravn følger op med en præsentation af de nye produkter, der opstår gennem teknologiske processer, og hvordan de kan finde anvendelse i praksis.
Der vil være mulighed for spørgsmål og debat undervejs, og aftenen afsluttes med en præsentation af RenByLand hos GRAINAS. Med dette arrangement ønsker arrangørerne at samle landmænd, naturorganisationer, virksomheder og interesserede borgere om et fælles mål: at finde konkrete veje til cirkulær økonomi, styrket biodiversitet og en mere bæredygtig fremtid.
Alle interesserede er velkomne til at deltage. Arrangører er Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet
Foto: Her På Øen.