I alt 4.636 unge har i år søgt ind på en gymnasial uddannelse i Nordjylland. Langt de fleste har fået plads på deres ønskede gymnasium, og kun 69 ansøgere har fået plads et sted, de ikke selv har prioriteret.

I maj måned fik alle ansøgere til de gymnasiale uddannelser i Nordjylland svar på, hvor de har fået reserveret plads. Langt de fleste fik plads på det gymnasium, de ønskede sig mest, mens nogle få er blevet skuffede.

Flertallet får deres førsteprioritet

I Nordjylland har alle ansøgere til både Hf og Htx fået deres førsteprioritet, mens det samme gælder for henholdsvis 95 pct. af Stx-ansøgerne, 98 pct. af Hhx-ansøgerne og 97 pct. af Pre-IB-ansøgerne. Langt de fleste af de ansøgere, som ikke har fået deres førsteprioritet, har fået plads på et andet gymnasium, de selv har ønsket eller på deres nærmeste gymnasium.

Ansøgerne til ungdomsuddannelserne er fortrinsvis blevet fordelt automatisk af Børne- og Undervisningsministeriet, hvorefter Region Nordjylland manuelt har fordelt 83 ansøgere, der ikke automatisk kunne findes plads til. Pladserne findes i stedet ved at undersøge, hvilket gymnasium, der er ansøgers nærmeste, og hvilke gymnasier, der har mulighed for at tage lidt flere ansøgere.

Fordelingen af pladser tager udgangspunkt i ansøgernes egne prioriterede ønsker. Er der for mange ansøgere til et gymnasium, fordeles pladserne til de ansøgere, der har kortest transporttid fra deres bopæl til det pågældende gymnasium. Transporttiden udregnes med en beregningsmodel udviklet af Børne- og Undervisningsministeriet.

Unge og forældre får vejledning

Selvom langt de fleste unge har fået plads på det gymnasium, de ønskede sig, er der mange, der henvender sig med spørgsmål til Region Nordjylland. Det skyldes, at det fylder meget hos både ansøger og ansøgers forældre, når gymnasiet bliver et andet, end man håbede på og regnede med.

– Der er mange, der har haft behov for at få uddybet reglerne for elevfordeling, og hvad der er af handlemuligheder. Vores gymnasieteam har forsøgt at besvare alle spørgsmål og yde borgerne den bedste service, selvom vi ikke kan ændre fordelingen. Jeg vil dog også pointere, at vi udelukkende har gode gymnasier med dygtige undervisere. Og vi ved, at langt de fleste elever bliver rigtigt glade for at gå på det gymnasium, de starter på, siger Peder Key Kristiansen (S), medlem af Regionsrådet og formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation.

Pressefoto.