Her På Øen har modtaget nedenstående læserbrev, Anette Svindborg, på vegne af hele Dansk Folkeparti Morsø.
Læserbrev: Hvor står du, Meiner?
I Maskinbladet den 19. september 2024 kunne man læse, at Danmarks Demokraternes formand, Inger Støjberg, blev udelukket fra forhandlingerne om den grønne trepartsaftale. Alligevel skal denne aftale nu implementeres rundt i landets kommuner – herunder på Mors.
I januar blev Meiner Nørgaard udpeget, sammen med Hans Ejner Bertelsen, til at være en del af den lokale implementering af aftalen på Mors. Det undrer os i Dansk Folkeparti, at Meiner valgte at sige ja til posten – vel vidende, at hans eget parti, Danmarks Demokraterne, stod udenfor forhandlingerne.
Vores spørgsmål er enkelt:
Hvorfor vælger man at gå med i arbejdet med at føre en aftale ud i livet, som ens eget parti er blevet udelukket fra at forhandle?
Endnu mere forvirrende er det, at Meiner efterfølgende vælger at trække sig fra trepartsarbejdet. Når man ved, at der ikke er tale om en ny forhandling, men en aftale, der allerede er indgået og skal implementeres – hvad er det så, der får Meiner til at melde sig ud?
Vi vil gerne have svar:
Er det en partipolitisk beslutning i Danmarks demokraterne?
Har partiledelsen bedt ham trække sig?
Eller er det Meiner selv, der ikke ønsker at stå i spidsen for en aftale, han ikke kan bakke op om?
Vi mener, både landmændene på Mors og vælgerne i blå blok har krav på klarhed. Derfor spørger vi:
- Hvor står du nu, Meiner?
- Er du med Venstre – eller udenfor?
- Hvad er din holdning til aftalen og det videre arbejde?
Afslutningsvis vil vi gerne vide, hvem der er indsat som suppleant i stedet for Poul Kristensen. Dette er endnu ikke offentliggjort, og det mener vi, bør være tydeligt for offentligheden.
Vi ser frem til klare og ærlige svar – både for landbrugets skyld og for borgerne på Mors.
Med venlig hilsen
Dansk Folkeparti Morsø
Privatfoto til Her På Øen.