Af Dorit N. Glintborg
Danbo Møbler Mors har holdt flyttedag.
Efter 32 år på Grønlandsvej i Nykøbing, hedder adressen fra 2. januar Næssundvej i Vils.
Her har far og datter, Per og Merete Fruergaard, lejet sig ind i de bygninger, der i mange år har huset Vils Møbler.
Den eneste forandring er adressen
Adressen er for så vidt det eneste nye, fortæller Merete Fruergaard til Her På Øen:
- Det var for at få mere plads. På de ekstra kvadratmeter, vi har fået her, får vi plads til et bredere udvalg af vores møbler.
Danbo Møbler Mors fortsætter som butiksnavn, og den lokale forretning beskæftiger fortsat fem medarbejdere.
Ud over Merete Fruergaard og Per Fruergaard er der to chauffører, som også har styr på lageret, samt en kontordame, der står for det bogføringsmæssige.
Når kalenderen når til forår, vil Danbo Møbler holde åbent hus i de nye lokaler i Vils.
- Vi skal lige helt på plads først. Vi roder lidt, men vi har åbent, lyder de positive toner fra Merete Fruergaard.
Privatfoto af Per Fruergaard til Her På Øen.