Af Dorit Glintborg
Dagli’Brugsen Øster Assels udsender et råb om hjælp til regeringen. Nødråbet sender den lokale brugs via sin Facebookside.
- Dagli’Brugsen Ø. Assels er som alle andre blevet ramt af voldsomme stigninger, og tallene taler deres tydelige sprog, skriver brugsen:
For årets 7 første måneder er den lokale brugs blevet opkrævet 105.000 kroner for el mod 63.000 kroner i samme periode sidste år.
Også varmeregningen er steget.
Sidste år blev der betalt 13.000 kroner for årets første 7 måneder. For samme periode i år lyder regningen på 27.000 kroner.
Dagli’Brugsen Øster Assels har allerede iværksat energibesparende tiltag:
Varmen tændes først i november, drikkevarekølere er slukket om natten, styk-is-fryseren er tømt og slukket, og derudover er der slukket noget af lyset i blomsterrummet, i kølerummet, på lageret og i selve butikken.
Den lokale brugs’ nødråb på Facebook rettes også til kunderne:
- Så nu gælder det mere end nogensinde, om at handle lokalt, for vi har brug for alt den støtte vi kan få. Med 4 øre i tilskud fra staten pr. Kilo watt, så er butiksdøden uundgåelig for mange forretninger, skriver den bekymrede uddeler. (På Facebook, naturligvis)
Arkivfoto: Her På Øen.