Tre spillere i Mors-Thy Håndbold er konstateret smittede med Covid-19.

Det oplyser klubben selv på sin hjemmeside.

Klubben er i dialog med myndighederne, og har generelt fulgt disses anvisninger siden Coronaens udbrud i marts 2020.  Det betyder, at de spillere, der er færdigvaccinerede eller tidligere smittede, fortsætter træningen og forberedelserne op til sæsonstarten.

– Vi har været forskånet indtil nu og tager selvfølgeligt situationen alvorligt. Alle i og omkring truppen er blevet testet de seneste døgn. De smittede spillere er nu i isolation og har det godt, siger adm. direktør Hans Peter Jarl Madsen på hjemmesiden.

Første kamp for Mors-Thy Håndbold er imod Aalborg Håndbold i Super Cup den 25. august.