Af Dorit Glintborg
Nu har indehaveren af Morsø Taxi & Turisttrafik, Leif Andersen fået konstateret Coronavirus.
Han har dog ingen symptomer, men er alligevel i den påbudte isolation derhjemme.
- Jeg har det godt. Jeg kan ikke mærke noget, lyder det fra Leif Andersen i telefonen til Her På Øen, hvortil han fortæller, at han i sin isolation
passer firmaets telefon derhjemmefra.
Leif Andersen er ikke den eneste med Covid-19 i det lokale taxi- og busfirma.
Martin Haahr Josefsen, der er kørselsleder i Morsø Taxi & Turisttrafik, fortæller til Her På Øen, at yderligere to chauffører er smittet og derfor i isolation på hjemadressen.
Selv er Martin Haahr Josefsen også hjemme disse dage, hvor han som værende nær kontakt til en smittet afventer resultatet af den obligatoriske test nummer to. Den første test var negativ.
- Leif og jeg koordinerer kørslen og passer telefonen hjemmefra hver især, fra henholdsvis Vejerslev og Flade, og der kommer ingen chauffører ud at køre uden en negativ Coronatest, forsikrer Martin Haahr Josefsen.
Han oplyser, at alle de chauffører, der er på landevejen i dag mandag, leverede en negativ Coronatest i går som en betingelse for at komme ud at køre.
På redaktionens spørgsmål om, hvorvidt der er mistanke om en kilde til smitten, der har givet Covid-19 til i alt tre mand i Morsø Taxi & Turisttrafik svarer Martin Haahr Josefsen, at man er temmelig sikker på, der er tale om en borger, som for nylig blev transporteret fra Thisted Sygehus til Mors i en bil, ført af Leif Andersen.
Hvorom alting er, er de obligatoriske sikkerhedsforanstaltninger sat i værk, så passagererne kan være trygge.
Morsø Taxi & Turistkørsel har netop haft 25 års jubilæum.
Foto: Dorit Glintborg.