Af Dorit Glintborg

Her På Øen

 

Det lokale værested Sind-Huset i Nykøbing er lukket ned for aktiviteter fra og med i dag onsdag.

Det sker som en forebyggelse af spredning af Coronavirus.

Der er ikke konstateret Coronavirus blandt husets brugere.

Husets leder, Betina Mogensen Pedersen fortæller til Her På Øen, at hun er rigtig ked af at måtte lukke huset, som hver dag bruges af mange mennesker, hvoraf mange er psykisk sårbare.

Men hellere lukke det end risikere at øge smittespredning virus.

  • Jeg blev ringet op af kommunen i går aftes, og fik besked om, at man herfra anbefaler os at lukke ned. Sind-Huset er ikke kommunalt, men vi modtager kommunalt tilskud. Vi er ikke blevet lukket, men jeg blev anbefalet at lukke. Når myndighederne vurderer, at det rent forebyggelsesmæssigt er bedst at lukke, så følger vi anvisningerne, fastslår Betina Mogensen Pedersen.

Hun er i gang med at ringe rundt til Sind-Husets mange brugere for at informere om den midlertidige lukning.

Lukningen er også oplyst på Sind-Husets Facebookside.

Betina Mogensen Pedersen er trods lukningen selv i Sind-Huset i dag, for at kunne afvise de brugere, der kommer til døren.

  • Det er en rigtig træls situation, men vi ville være frygteligt kede af at være medvirkende til en smittespredning, siger den daglige leder, der i dag løbende er i kontakt med husets brugere over telefonen. Hun understreger, at hendes mobiltelefon er åben for de brugere af Sind-Huset, der har behov for at snakke.

Ligesom resten af landets befolkning har hun ingen anelse om nogen tidshorisont i situationen.