Efter tre succesfulde år i Mors-Thy Håndbold søger cheftræner Niels Agesen nye veje efter denne sæson. Niels Agesen kom til Mors-Thy Håndbold i 2021, og siden da er det blevet til 2 x slutspil i Herreligaen, 2 x European League, Final4 og Super Cup.

– I den korte tid jeg har arbejdet med Niels, har jeg fået et særdeles godt indtryk. Han er meget professionel i sin ageren, hvor han stiller krav til hele organisationen, så den rykker i den rigtige retning. Han har som hovedansvarlig sammen med sit team opnået de flotteste resultater i klubbens historie med en imponerende 5. plads i sidste sæson som kronen på værket – læg dertil et flot arbejde med talentudvikling, hvor han har implementeret den store talentmasse, der bliver formet på vores fantastiske akademi, siger Ian Marko Fog og fortsætter:

– Samtidig har han været med til at skabe et solidt og sikkert fundament fremadrettet, og derfor er det også med en ærgerlig fornemmelse fra min side, at Niels stopper efter denne sæson. Men samtidig har jeg fuld forståelse for mavefornemmelsen, der siger, at det er tid til at prøve noget nyt. Jeg er helt overbevist om, at Niels er meget motiveret for at slutte hans ”i denne omgang” sidste sæson godt af, og sammen med Dennis Bo og resten af holdet, går vi en yderst spændende sæson i møde, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds administrerende direktør, Ian Marko Fog, som kan fortælle, at arbejdet med at finde en ny cheftræner er i gang:

– Vi har gode samtaler i gang og forventer at præsentere en afløser inden for nærmeste fremtid, siger Ian Marko Fog til Her På Øen i en pressemeddelelse.

Pressefoto: Mors Thy Håndbold.