Centralkøkkenet Skovparken i Nykøbing deltager aktivt i ernæringsugen. Køkkenets medarbejdere med økonoma Lisbeth Pedersen og diætist Mette Pilegaard som initiativtager sætter i uge 45 fokus på et stort, og til tider overset problem, nemlig borgere som er ramt af en demenssygdom, og hvor måltiderne giver udfordringer.
Demensramte har behov for ekstra ernæringsomsorg
Mange demenssyge har svært ved at trives ved spisebordet. De påvirkes at alt hvad der foregår omkring dem; tale på tværs af bordet eller spisestuen, høje lyde og uro fra fx en opvaskemaskine eller et fjernsyn/en radio, en telefon eller andet
Derfor ses det ofte at der med tiden udvikles nedsat lyst og appetit til mad og drikke, og det fører til utilsigtet vægttab, træthed, dårligere trivsel og forringet funktionsniveau.
Borgere med demens sygdom har behov for ekstra ernæringsomsorg i spisesituationen.
De har behov for at spise i et behageligt spisemiljø; at de kan sidde sammen med nogen de kender og på deres sædvanlige plads og med god måltidsassistance fra et familiemedlem eller en måltidsvært.
Maden er bedre på kulørte tallerkener
Nogle har glæde og gavn af, at maden serveres på kulørte tallerkner, som er røde, blå eller grønne og uden blomster eller andet spraglet mønster som ”forstyrrer”. Det giver en oplevelse af, at maden bedre ses og at den smager bedre, end når maden serveres på de klassisk hvide tallerkener.
I uge 45 udlåner Centralkøkkenet forsøgsvis en rød tallerken til udvalgte beboere på øens plejecentre, som har disse særlige behov.
– Vi ønsker at se hvilken effekt det giver at skifte fra hvide til røde tallerkner, fortæller diætist Mette Pilegaard til Her På Øen.
Diætisten tager også ud og fortæller om undersøgelser der viser, at tilbydes drikke i fx et rødt glas så drikkes der op til 80% mere, end hvis drikken serveres i et klart glas, og netop tilstrækkeligt med væske er jo så vigtigt for vores helbred.
Pandekager med ekstra protein kan bestilles
I anledning af ”Den nationale Ernæringsuge” præsenterer Centralkøkkenet ”en ny ret” på menukortet.
Mange syge og ældre har svært ved at få spist tilstrækkeligt med protein. Da kroppens behov for protein er 50% højere for alle over 65 år er der mange som efterspørger forslag til proteinrige mellemmåltider / desserter.
Pressefoto af de lækre pandekager.