Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Den tidligere apotekerbygning i Vils bliver pæn og hvid igen.

Det lover Thomas Utke Rask overfor Her På Øen i dag.

Allerede i marts kunne Her På Øen via billeder af Kim Vester Boll fortælle, at den historiske bygning i Vils var i gang med en skønhedsbehandling.

Dengang blev bygningen sandblæst.

 

Håndværkerne har meget travlt 

Siden er der ikke sket så meget, og i Vils ønsker beboerne, at bygningen igen bliver så flot at skue som i storheds tid.

Og det er der håb om, fortæller ejeren af bygningen, Thomas Utke Rask.

  • Vi har skaffet håndværkere, men murerne har meget travlt, så det er ikke nemt at få en hurtig aftale, fortæller han.

Thomas Utke Rask købte bygningen på Næssundvej i 1995, og det gjorde han for selv at bo der.

Det gjorde han så indtil 2008, hvor arbejdet krævede, at han boede tættere på kontoret.

Thomas Utke Rask er medindehaver af revisionsfirmaet Dahl, Rask & Partnere i Jebjerg.

Siden 2008 har det gamle apotek i Vils været lejet ud nogle gange, men ifølge Thomas Utke Rask har det ikke altid været lige heldigt.

Renoveringen kommer i gang igen 

I øjeblikket står det tomt, men planen er, at der inden længe kommer gang i renoveringen igen.

  • Det var måske tidligt nok, at vi fik det sandblæst i marts, men jeg var nok for optimistisk i forhold til hurtigt at kunne få en håndværkeraftale, siger Thomas Utke Rask til Her På Øen.

Næste step i renoveringen på Næssundvej bliver en grundig facaderenovering, hvor murene bliver pudset og derefter behandlet med et materiale, der indeholder fibernet, som skulle kunne holde murene fint hvide ”til evig tid”, som Thomas Utke Rask beskriver det.

Hvad bygningen på sigt skal anvendes til, står lidt hen i det uvisse.

Thomas Utke Rask udelukker ikke muligheden for, at han selv flytter ind igen, men intet er endnu fastlagt.

Han fortæller, at bygningen har 386 kvadratmeter bolig, foruden en kælder, så der er plads nok.

Hvorom alting er skulle der være lyse udsigter for, at borgerne i Vils inden længe igen vil kunne nyde synet af en flot, hvid central bygning i Vils.

Fotos: Dorit Glintborg.