Morsø Kommunes borgmester de seneste 12 år, Hans Ejner Bertelsen, har sendt Her På Øen denne nytårshilsen til læserne:
Tak for 12 fantastiske år
Nu vendes de sidste blade i kalenderen for 2025. Det betyder blandt andet, at min tid som borgmester i Morsø Kommune hastigt nærmer sig afslutningen efter et valgresultat, der varsler store forandringer i det politiske landskab på Mors.
Vælgerne har talt.
Ud fra mandaterne ønskede de en blå borgmester, men nu får de en rød takket være de Konservative.
Sådan kan demokratiet også fungere, og det skal jeg være den første til at respektere.
Med en tanke på ”Svantes Svanesang” husker jeg især ordene om, at ”…ingenting varer ved, og foran ligger noget, man ikke ved. Men vigtigst at han rejste uden bitterhed.”
Det er netop sådan, jeg har det, mens jeg pakker mit kontor ned. Skuffelsen over valgresultatet overskygges fuldstændig af de mange, mange gode minder, jeg har med fra 12 fantastiske år som borgmester på det Mors, jeg elsker.
En særlig tak til de partier der, sammen med Venstre, har turdet tage ansvar og muliggjort at vi i alle årene har formået at fastholde den udviklingsdagsorden, der har skabt et nyt Mors.
Jeg har mødt og oplevet så uendeligt meget. Jeg har mødt kendte, kongelige og kritikere. Mødt meget nyt og lært utrolig meget. Jeg har mødt masser af medvind, men også mødt modvind.
Mødt nye regler, nye begrænsninger, men heldigvis også mødt nye muligheder. Muligheder, vi i fællesskab har været gode til at udnytte, for sammen er vi bedst.
Hvis jeg skal nævne blot lidt af det, der især gør mig stolt, vil jeg pege på:
Et nyt plejecenter Duelund, ungdomsboliger, seniorboliger, udbygning af rute 26/34, Mc Donalds og Harald Nyborg, Servicebygning i Sillerslev, og noget som har en helt særlig plads i mit hjerte, nemlig Højskolen Mors.
Derudover må jeg nævne vore mange events.
Kulturmødet har ændret fortællingen om Mors i positiv retning og samlede 37.000 gæster i år. Vores Østers- og muslingepremiere er et tilløbsstykke, de frivilliges enorme indsats med Skaldyrsfestival, 100 miles løb, Morsø Festival og meget, meget mere.
Det kendetegner Mors: Uanset om det er kommunen eller foreninger, der er arrangør, så er det altid båret af frivilliges store indsats. Tusind tak for det.
Og det slutter jo ikke her, for der er meget mere på vej. Udbygningen af Ørodde, planer om landskabshotel i Ejerslev, Øen på havnen i Nykøbing vokser snart frem – og ikke mindst OPHAV, som nu kan skydes i gang med bevillinger fra Realdania og Nordea fonden på samlet 90 millioner. Med kommunens egne midler ligger der over 100 millioner og venter på at blive investeret i noget helt unikt. Sikke en arv at kunne give videre til en ny kommunalbestyrelse!
Fælles for det alt sammen er, at det er skabt i samarbejde og ved en fælles indsats til gavn for vores ø.
Det bliver spændende at se, om de partier, der nu har fået magten, tør tage ansvaret på sig. At se, om de kan løfte opgaven og skabe sammenhold, inddrage alle partier og lede i fællesskab.
Spændende at se, om ”Sammen er vi bedst” også gælder efter den 1. januar 2026.
Jeg vil gerne takke alle, der har lagt kræfter i, og som har gjort mine år som borgmester så mindeværdige. En ganske særlig tak sendes til samtlige de dygtige medarbejdere i Morsø Kommune og til de politiske kolleger, der har støttet mig gennem årene.
Venstre vil også i fremtiden samarbejde på alle dagsordner, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at fastholde den gode udvikling, vi i fællesskab har skabt over de sidste 12 år. Om rød blok så reelt ønsker et bredt samarbejde, vil fremtiden vise. Vi er klar til både at samarbejde og tage ansvar.
Og så ved vi jo, at der er valg igen om 4 år. Jeg glæder mig allerede, og det samme ved jeg at Venstres nyvalgte gruppe gør.
Tak – og godt nytår!
Pressefoto.


















































