Morsø Teaterkreds havde engageret Susse Wold den 7. marts, hvor hun skulle læse Snedronningen af H.C. Andersen.

Desværre er Susse Wold sygemeldt, så hun kommer i næste sæson i stedet.

Som erstatning får Morsø Teaterkreds en forestilling om komponisten Erik Satie. Lars Bom spiller Erik Satie, mens pianisten Amalie Malling er ved flyglet og spiller musik af Erik Satie, Claude Debussy, Lili Boulanger, Germaine Taillefere og Paul Dukas.

Forestillingen om Erik Satie er i Morsø Teater mandag aften den 7. marts, og Morsø Teaterkreds vil gerne, at publikum allerede nu kan begynde at glæde sig.

  • I Bonjour Monsieur Satie smelter teatret sammen med klassisk koncert for soloklaver. Det er den form, vi kalder koncertteater, fortæller formand for teaterkredsen, Jørgen Bruun Christensen til Her På Øen.

Billetter kan købes via teaterkredsens hjemmeside, på turistkontoret eller ved indgangen.

Med et genis indsigt og en uartig eners forstand og mirakuløse visdom vendte Erik Satie alt på hovedet. Eske K. Mathiesens uforlignelige greb om ord og situationer spejler solidarisk og med stor charme og finurlighed Erik Saties krøllede tankesæt og verdenssyn.

Koncertpianist Amalie Malling er blandt sin generations førende solister, og hun har modtaget adskillige musikpriser gennem tiden.

Pressefoto.