En ny dansk folkekomedie af Vivian Nielsen, baseret på Anders Thomas Jensens film, spiller i Morsø Teater fredag aften den 30. september.

Forestillingen er produceret af Teater 2 og Nørregadeteatret og arrangeret af Morsø Teaterkreds.

Her er den forrygende og skæve historie om den lille bande småkriminelle, Torkild, Peter, Arne og Stefan, som aldrig har haft det store held med sig.

Da Thorkild fylder 40 år, beslutter han sig for, at nu skal det være slut med at leve på den måde, men han er nødt til lige at lave et sidste job for bagmanden ”Færingen”. Ved hjælp af lidt held og en hel del dumdristighed lykkes det de fire venner at komme i besiddelse af en kuffert indeholdende flere millioner af Færingens penge. Kufferten bliver deres billet væk fra det kriminelle miljø – ud i det mørke udkants-Danmark, og deres møde med de sære eksistenser, som lever der, hvor den lille banden må forsøge at passe ind.

Bemærk: Forestillingen anbefales ikke til køer.

Teaterversionen af ”Blinkende lygter” er sjov, overraskende, tankevækkende og skæv.

Medvirkende: Gordon Kennedy, Thomas Magnussen, Peter Pilegaard, Jakob Højlev Jørgensen, Kristian Boland, Marie Sandø Jondal, Gina Marchwinski & Frank Rubæk

Iscenesættelse: Frank Rubæk

Spilletid: ca. 2 timer og 5 minutter inkl. pause

Formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, oplyser til Her På Øen, at billetter bestilles via hjemmesiden morsoeteaterkrds.dk/billetten eller ved indgangen.

Pressefoto.